Gabon

Gabon er et land i det vestlige Centralafrika. Landet har kystlinje mod Guineabugten og grænser til Ækvatorialguinea mod nordvest, Cameroun mod nord og Republikken Congo mod øst og syd. Landets hovedstad hedder Libreville.

Gabon er et relativt lille land i afrikansk sammenhæng og landet ligger centralt placeret, lige under Ækvator. Skønt landets areal er på 268.000 km² og dermed seks gange så stort som Danmark, så er landet meget tyndt befolket med en samlet befolkning på mindre end 1½ million mennesker.

Det er uvist, hvem de første beboere i Gabon var, men de har efterladt sig spor af stenalderværktøj. Omkring 1100 f.Kr. kom pygmæerne til Gabon. Over de næste århundreder kom forskellige bantustammer til området, deres efterkommere lever stadigvæk i Gabon.

Landet var oprindelig tyndt befolket af pygmæjægere, men tog fra det 16. århundrede imod en betydelig indvandring af bantu-folk, der talte sproget myene. De blev senere fulgt af andre folk.

I dag består omkring halvdelen af befolkningen af bantuer fordelt på 40 etniske grupper – bl.a. galoaer, nkomier og irunguer. Omkring en tredjedel af befolkningen tilhører fang og kwele folkene – overvejende i landets nordlige del – og i syd er der minoriteter af punuer og nzabier.

De første europæere der nåede kysten af det der i dag er Gabon var portugiserne, der ankom i 1472, men det var først i midten af det det 19. århundrede at franskmænd, hollændere og briter oprettede permanente handelsposter, hvorigennem handelen med elfenben, sjældne træsorter og slaver blev formidlet.

I 1849 oprettedes byen Libreville, der blev et centrum for frigivne slaver fra andre franske kolonier. Området bød ikke umiddelbart på økonomisk tiltrækkende aktiviteter, så franskmændene brugte det istedet som strategisk base for sine ekspeditioner til det indre af kontinentet.

I 1990 blev Bongo presset til at indføre flerpartisystem, men det er efterfølgende lykkedes ham at bevare magten, som han senest genvandt for sjette gang ved præsidentvalget i november 2005 med ca. 80% af stemmerne. Han er dermed den længst regerende præsident i verden.

Der er enighed blandt oppositionspartierne om, at regeringen ikke gør en tilstrækkelig indsats for at bekæmpe korruption, og korruptionsspørgsmålet er i stigende grad på den politiske dagsorden, ikke mindst efter at IMF har stillet krav om anti-korruptionslovgivning. Der kan ligeledes spores en stigende folkelig mistillid til regeringen, bl.a. forstærket af den faldende levestandard, som har ført til strejker og social uro. Præsident Bongo har dog fortsat et solidt greb om magten.

Gabon hører til blandt de rigeste lande i Afrika – kun tre lande i Afrika syd for Sahara har et højere BNI pr. capita – men en meget skæv indkomstfordeling gør, at halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Dette reflekteres i FN’s Human Development Index for 2006, hvor Gabon ligger på en 119. plads ud af 177 lande. Olie er altafgørende for Gabons økonomi, men den faldende olieproduktion, der skyldes udtømning af reserverne, betyder, at Gabon er ved at sakke agterud.

Menneskerettighedssituationen i Gabon lever ikke op til internationale standarder i alle henseender. Der har været flere meldinger om aktioner mod regeringskritiske medier. Der er ligeledes rapporter om, at medlemmer af oppositionen er blevet chikaneret.

Ifølge den gabonesiske regering er udbredelsen af hiv/aids i kraftig stigning. Det estimeres, at ca. 8 pct. af befolkningen er smittet af sygdommen.

Ligesom andre lande i Central- og Vestafrika er Gabon involveret i handlen med børn, der især kommer fra Nigeria. Børnene der sælges i Nigeria arbejder på plantager, i hjemmene, i prostitutionen, eller sendes ud som gadefejere.

Google Maps

TIDSLINJE:

1840’erne – Gabon blev et fransk protektorat, da gabonesiske høvdinger underskrev traktater med Frankrig. Det betød, at Gabon slap for slavehandelen, til gengæld fik Frankrig monopol på handel fra Gabon, bl.a. elfenben, sjældne træsorter og med europæernes ankomst også plantager, hvor der blev dyrket kaffe og bomuld.

1960 – Den 17. august blev Gabon erklæret for en selvstændig republik med Leon M’ba som landets første præsident. Han var præsident indtil sin død i 1967.

1963 – UFO MYTE. 25. december. I Libreville ser en fisker et fartøj lande, og et faretruende væsen dukker op. Det havde menneskelignende træk, og talte med lyde som han ikke forstod. Væsenet efterlod spor i sandet, og gik tilbage til sit fartøj igen og fløj bort. (Fra Jacques Vallée “Magobnia UFO landings database 592)

1967 – Da M’ba døde blev han efterfulgt af sin forsvarsminister Omar Bongo, der trofast fortsatte M’bas politiske linie. Udover at sikre franskmændenes interesser udvikledes landet efter nordamerikanske inspiration til et “subimperialistisk” centrum. Bongo gjorde sig til Centralafrikas “gendarm”, og landet base for aggression mod dets progressive nabolande.

1968 – Fra 1968 til 1990 blev landet regeret som en et-parti stat under præsident Omar Bongo Ondimba.

1977 – I januar måned stillede landet f.eks. fly og våben til rådighed for en gruppe lejesoldater, der gennemførte et mislykket angreb på Folkerepublikken Benin.

1979 – Bongo blev genvalgt som præsident dette år og senere i 1986 med 99% af stemmerne – i valg hvor han var eneste opstillede kandidat.

1980’erne – Svindel med statens midler og beskyldninger om korruption mod regeringen førte i de første år af 80’erne til voldelige folkelige protester. Oprøret rakte helt ind i politiets rækker. I 1982 gennemførte det en demonstration med krav om lønforhøjelser og tilbagetrækning af de franske rådgivere fra landet. Protestaktionerne blev brutalt slået ned af landets efterretningstjeneste, der officielt går under navnet “Dokumentationscentralen”.

1982 – Regeringen slog ligeledes til mod Bevægelsen for National Fornyelsen (MORENA), der bestod af intellektuelle, studerende og nationalistiske politikere. Bevægelsen blev anklaget i oktober måned for at have stjålet 30 tons våben, da attentaterne mod Bongo familiens ejendomme og de franske militærinstallationer tog fart. Mindst 28 ledende medlemmer af MORENA blev idømt 15 års fængsel. Det franske socialistparti kritiserede dommene, hvilket skabte et spændt forhold mellem Bongo og den franske præsident Mitterrand.

1984 – Episoden i 1982, hindrede dog ikke, at Bongo i marts måned besøgte Frankrig. Præsidentens besøg i det franske Elysee palæ udløste lige så mange protester, som den franske beslutning om at bygge et atomkraftværk i Gabon.

1990 – I maj måned blev formanden for Gabons Fremskridtsparti, Joseph Redjambe myrdet på et hotel i Libreville. Han var en af oppositionens centrale lederskikkelser, og mordet udløste en voldsom reaktion mod regeringen. Hele Port-Gentil regionen var i 10 dage i oprørstilstand, Paris måtte evakuere 5.000 franskmænd fra området og regeringen måtte sætte præsidentgarden ind for at genoprette ordenen. Ifølge oplysninger bekræftet af Amnesty International kostede oprøret 6 livet og 100 blev såret.

1990 – Alle landets politiske og sociale sektorer mødtes i juni til en national konference, hvor det blev besluttet at afholde frie præsidentvalg. Konferencen var en sejr for oppositionen. Det lykkedes den at tvinge præsidenten til et kompromis om gennemførelse af flerpartivalg, men Bongo opnåede også en sejr, da det lykkedes ham at fremskynde valget fra 1992 – som oppositionen havde ønsket – til slutningen af 1990. På den måde kunne han betjene sig af hele det apparat, han havde opbygget gennem sine 20 år ved magten, mens oppositionen der gennem årtier var blevet undertrykt havde dårlig tid til at organisere sig. Resultatet var derfor også, at oppositionen gik splittet til valg.

1990 – Ved valget i september fik Bongos parti, Gabons Demokratiske Parti (PDG), flertal i Nationalforsamlingen.

1991 – Marts måned blev landets nye forfatning formelt vedtaget, og med den havde landet formelt fået et flerpartisystem.Gennem året blev landet ramt af række yderligere politiske og sociale uroligheder.Den stabiliseringspolitik der siden september 1990 var blevet gennemført – udfra retningslinier fra IMF – havde ikke givet resultater, og skabte fortsat ikke de store forventninger i befolkningen.

1992 – I oktober erklærede Gabon bl.a., at det ville udvise 10.000 nigerianere, der opholdt sig i landet “på irregulær vis”.

1993 – I december blev der afholdt præsidentvalg, som Bongo endnu engang vandt, trods kritik fra oppositionen af uregelmæssigheder.

1994 – I februar udbrød der nye uroligheder, der blev slået ned og kostede 30 menneskeliv.

1996 – Ved valget til Nationalforsamlingen i december fik Bongos parti PDG 47 ud af de 55 pladser. Til gengæld vandt oppositionens leder, Paul Mba-Abessole kommunalvalget og blev borgmester i hovedstaden Libreville.

1997 – Den gennemsnitlige levetid dette år var kun 55 år, 37% af befolkningen var analfabeter og børnedødeligheden lå på 87 %.

1998 – I begyndelsen af året bad hovedstadens borgmester, Mba-AbessoleFN om at overvåge det planlagte præsidentvalg samme år for at “hindre det uretmæssige genvalg af Omar Bongo”. Præsidenten vandt som ventet over Mba-Abessole og hans allierede Pierre-Andre Kombila.

1999 – Præsidenten udnævnte Jean-François Ntoutoume Emane til posten som premierminister fra januar måned. Myndighederne bad om humanitær bistand fra FN pga. den stadige strøm af flygtninge ind i landet. I oktober 1999 vurderede FN, at der fandtes 10.000 flygtninge i landet.

2000 – I juli stødte et fragtskib fra Grækenland og et fra Frankrig sammen i Gabons territorialfarvand sammen, og 400 tons olie løb ud i havet. Bongo anmodede om international hjælp for at dække omkostningerne ved oprensningen, der løb op i 1,5 mio. US$.

2002 – I marts blev det opgjort, at 60% af dødsfaldene i den nordlige del af landet skyldes ebola epidemien. Mekambo regionen og grænseområdet mod Congo er de mest berørte zoner.

2003 – Den 6. maj kunne sundhedsminister Faustin Boukoubi bekendtgøre, at ebola epidemien var ovre.

2003 – Sikkerhedsstyrker ødelagde den 24. juli 4 fiskerlandsbyer nær Libreville, og efterlod flere hundrede familier uden tag over hovedet. Ifølge regeringen blev landsbyerne anvendt af narkohandlere som operationsbase, og ødelæggelsen var led i kampen mod narkotika.

2003 – I juli gennemførte regeringen en ændring af forfatningen, som gjorde det muligt for Bongo at stille op til præsidentvalget så mange gange han lystede. Bongo hvis mandat udløb i 2005 efter 36 år ved magten blev skarpt kritiseret af oppositionens leder, Pierre Mamboundou, der erklærede at forfatningsændringen kunne gøre det muligt for præsidenten at bevare magten på livstid. Mamboundou opfordrede det internationale samfund til at gribe ind, for “forfatningsændringen bliver alene gennemført for at Bongo kan forblive på magten, og verden må reagere på de problemer lander oplever”. Siden bongo første gang blev indsat som præsident er forfatningen blevet ændret 16 gange.

2004 – I september blev landets olieindustri kraftig styrket pga. opdagelsen af nye olieforekomster og stigende produktion. Shell Gabón opdagede nye kilder og Vaalco Energy offentliggjorde en øgning af produktionen. Der var tale om en radikal forandring ifht. de foregående års negative tal. Baggrunden fandt sted efter at en række – især nordamerikanske – firmaer øgede deres efterforskning i Gabon som led i Washingtons strategi for at sikre mindst 25% af USA’s olieimport fra Afrika i det næste årti. Den øgede efterforskning blev kraftig støttet af Bongos regering.

2005 – Ved præsidentvalget i november blev Bongo genvalgt med 79,18% af stemmerne – langt foran hans modkandidater. Den 69-årige Bongo indtog første gang posten som statschef i 1967 og er dermed den afrikanske statschef, der har siddet længst på posten. Hans vigtigste modkandidat Pierre Mamboundou fik 13,61% af stemmerne og tidligere regeringsminister Zacharie Myboto fik 6,58%. Begge karakteriserede valget som “præget af svindel”.

2006 – Landets nye premierminister, Jean Eyeghé Ndong offentliggjorde i januar sin ministerliste med 49 ministre – deraf 12 kvinder.

2006 – Regeringerne i Gabon og Ækvatorial Guinea blev i februar enige om at indlede forhandlinger om en række små øer i Guinea golfen, som muligvis har olie i undergrunden.

2007 – Den høje oliepris og en betydelig øgning i udvindingen af olie gav øgede olieindtægter og førte til at regeringen i juli tog beslutning om at afdrage sin udenlandsgæld på 2,3 mia. US$ med Parisklubben. Gabon har nu det højeste humane udviklingsindeks (HDI) i Afrika syd for Sahara.

2007 – Regeringen besluttede i oktober at afskaffe dødsstraffen, der på det tidspunkt ikke havde været taget i anvendelse i 10 år.

2009 – næste præsidentvalg for-ventes afholdt i 2012.

Mickey4700

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *