Algeriet

Algeriet er et land i det nordlige Afrika, der ligger ud til Middelhavet og grænser op til Tunesien, Libyen, Niger, Mali, Mauretanien, Vestsahara og Marokko.

Algier er Algeriets hovedstad og største by. Byen ligger i en bugt ved Middelhavet. Byen har 3 mio. indbyggere, hvilket svarer til 10% af landets befolkning. Algier blev hovedstad i Algeriet efter landets uafhængighed i 1962.

Nogle af Algeriets miljøproblemer er jorderosion, udslip af urent kloakvand, vandforurening fra olieraffinaderier samt en mangel på frisk vand. Algeriet har skrevet sig på, men ikke ratificeret FN-aftalen om forbydelse af atomvåben. Al elektricitet produceres ved hjælp af fossile brændstoffer.

Landet har verdens femtestørste naturgas-reserver, og er verdens næststørste naturgas-eksportør. Når det gælder olie, har landet verdens 14. største reserver. For at mindske afhængigheden af olie som næringskilde forsøger regeringen at sprede investeringer til andre brancher, men man har løbende problemer med en høj arbejdsløshed og lav levestandard.

Det er særligt tre forhold der gjorde, at Algeriet i næsten 30 år fra 1960-90 indtog en speciel plads blandt udviklingslandene: Landets frigørelse fra kolonialismen, en antiimperialistisk udenrigspolitik og en storstilet udviklingsmodel der skulle føre frem til et socialistisk samfund. Men de seneste års udvikling har udsat drømmen på ubestemt tid.

Algeriet opnåede selvstændighed i 1962 ved Evian-aftalen efter Algierkrigen.

Over 100.000 mennesker er blevet dræbt siden 1991, hvor regeringen aflyste et valg hvor Den Islamiske Frelserfront stod til at vinde. Frelserfronten blev dog opløst året efter.

Google Maps

TIDSLINJE:

10,000 FVT – Algeriet har været beboet siden Berberne kom til. Berbernes oprindelse er usikker, men de har med stor sandsynlighed udgjort den dominerende befolkningsgruppe i det nordlige Afrika fra omkring 1500 f.v.t. Først med den arabiske indvandring i 12. århundrede blev berberne fortrængt til bjerg- og ørkenområderne.

1000 FVT – kartaginienserne slog sig ned langs kysten i landet.

200 FVT – Den Romerske republik, der var forløberen for Romerriget, indtog Algeriet.

1235-1518 – Zianiderne regerede landet i denne periode og måtte modstå spanske invasioner, der bl.a. resulterede i oprettelsen af støttepunkter som Oran, efter at det kristne Spanien i 1492 afsluttede 7 århundredes muslimsk dominans.

1600-tallet – Sammen med Tunis blev Algeriet i det 16. århundrede en del af det osmanniske imperium. Brødrene Arroudj og Kheireddine smed spanierne bort fra kysten og udstrakte statens herredømme over et omfattende territorium. Flådens styrke gav landet stor respekt, og landets selvstændighed blev bekræftet gennem flere traktater: Med Holland i 1663, Frankrig i 1670, England i 1681 og USA i 1815.

1840 – 115.000 franske soldater invaderede Algeriet og startede dermed en ny erobringskrig. Flere fejlslagne oprørsforsøg blev gennemført mod franskmændene. I den sydlige del af landet fastholdt nomadestammerne imidlertid deres næsten totale selvstændighed og bekæmpede til langt op i det 20. århundrede franskmændenes tilstedeværelse. (Se Vestsahara). Først omkring 1870 var modstanden i den nordlige del af landet knust.

1942 – 10. November. Oran er en by i Algeriet med ca. 700.000 indbyggere (i dag). Byen var underlagt Vichy-regeringen under 2. verdenskrig, men blev erobret af De Allierede under Operation Torch. (se Google Maps)

1945 – Den nationalistiske modstand eksplodere, da festlighederne ved sejren over nazismen udviklede sig til et folkeoprør, der blev voldsomt slået ned: Ifølge den officielle franske rapport blev 45.000 algierere og 108 europæere dræbt. For at dæmme op for oprørets udvikling gav franskmændene en række politiske indrømmelser, hvilket tillod nationalistbevægelsen at grundlægge politiske partier og deltage i de valg, kolonimyndighederne afholdt i 1948 og 51.

1954 – 1. November. For at bevare Algeriet som fransk ødelagde franskmændene i de følgende år 8.000 landsbyer, slog 1 million civile algierere ihjel, gennemførte systematisk tortur og sendte mere end 500.000 franske soldater til landet. (Se Algierkrigen.) De højreorienterede franske settlere i Algeriet dannede den frygtede Organisation Armée Secrète (OAS – Den væbnede hemmelige Organisation), der blandede nyfascisme med de franske settleres krav og modstand mod den stadig stigende algierske indflydelse. Den 18. marts 1962 undertegnede den daværende franske præsident Charles de Gaulle endelig Evian aftalen, der indebar våbenhvile og afholdelse af en folkeafstemning om selvbestemmelse.

1958 – UFO MYTE. I marts måned så legionæren N.G, i Bouahmama inder den Algeriske krig, et enormt rundt objekt der kom dalende ned og stoppede da det var en 35-40 meter over jorden. Det svævede lydløst og stod helt stille i luften. Han mente at objektet var 350 meter bredt. Han følte at han blev påvirket psykisk af objektet. Læs resten påufoevidence (engelsk).

1962 – Algeriet frigøres fra Frankrig og bliver uafhængigt.

1963 – Ahmed Ben Bella bliver valgt til præsident.

1965 – 19. juni. Col Houari Boumedienne vælter præsident Ben Bella, og han lover at sætte en stopper for korruptionen. Utilfredsheden i borgerskabet og hæren voksede, og en gruppe omkring Boumedienne stillede sig i spidsen for et ublodigt statskup. Ben Bella blev arresteret og sat i langvarig isolationsarrest. Kuppet blev siden kaldt for den “historiske genrejsning” af revolutionen, mens Ben Bella-perioden havde ført revolutionen ind i en blindgyde. Boumediennes magtovertagelse betød imidlertid indrømmelser til borgerskabet omkring nationaliseringen af privatejendom – bl.a. ved at en del nationaliseret ejendom blev givet tilbage til sine tidligere ejere. Hæren havde støttet kuppet, og der opstod nu en alliance mellem jordejerne, hæren og statsapparatet.

1976 – Boumedienne introducerer en ny forfatning og en lovgivende forsamling “The National People’s assembly” , der bygger på socialisme og partiet National Liberation Front (FLN) som det eneste politiske parti. Islam bliver anerkendt som statsreligion.

1976 – December. Boumedienne bliver valgt som præsident og er med til at lancere et hurtigt industrialiseringsprogram.

1978 – Boumedienne dør og bliver erstattet af Col Chadli Bendjedid.

1986 – Stigende inflation og arbejdsløshed. Voldsomt fald i olie- og gaspriser forårsager en bølge af strejker og voldelige demonstrationer.

1988 – I oktober startede der protester i flere byer mod knapheden på vand og basale varer. Protesterne satte samtidig spørgsmålstegn ved FLN’s og militærets legitimitet. Militante fundamentalistiske muslimer var i denne situation blandt de vigtigste agitationsgrupper. Nogle moskeer – specielt i de folkelige bydele – blev centrum for politiske manifestationer. Specielt under fredagsbønnen der blev brugt til at formulere politiske og sociale krav. Nogle af de mest radikale islamistiske grupper begyndte at sende frivillige til Afghanistan for at kæmpe jihad “hellig krig” mod Kabulstyret, der blev støttet af Sovjet. Protesterne og agitationen tvang præsident ChadliBendjedid til at love en ny forfatning, der i midten af 1989 indførte flerpartistyre og dermed gjorde op med FLN’s 27 årige etpartistyre.

1989 – Algeriets lovgivende forsamling ophæver forbuddet mod nye politiske partier og laver nye valgregler, der tillader oppositionspartier at opstille ved fremtidige valg.

1989 – Partiet Islamic Salvation Front (FIS) bliver dannet. I alt bliver mere end 20 nye partier godkendt.

1991 – Regeringen udskriver parlamentsvalg i juni og planlægger ændringer i valgsystemet. Det gøres bl.a. sværere at føre valgkampagne i moskeer. FIS reagerer og opfordrer til generalstrejke.

1991 – December. Ved valgene nåede valgdeltagelsen ned på 60% af de 13 millioner stemmeberettigede. Resultatet af 1. valgrunde var en stor sejr for FIS, der fik 188 ud af 430 pladser i parlamentet mod FFS’s 25 og FLN’s 15. De antifundamentalistiske sektorer i landet var dybt foruroligede over FIS’ sejr i første runde. Det gjaldt især FFS og landets LO, UGTA. De gennemførte en demonstration med 100.000 deltagere i hovedstaden Algiers centrum. Heri deltog også kvindeorganisationer, mellemlag og intellektuelle.

1992 – 4. Januar. Præsident Chadli Benjedid trådte efter voldsomt pres fra militæret og FLN politikere tilbage. De frygtede en total FIS sejr. Istedet dannedes et Højeste Sikkerhedsråd bestående af 3 militærfolk og premierministeren. Kort tid senere blev der oprettet et Højeste Statsråd ledet af Mohamed Boudiaf, der havde været oppositionsleder indenfor FLN og i eksil siden 1964. Rådet indledte øjeblikkeligt arrestationen af FIS ledere og valgresultatet blev annulleret.

1992 – I februar satte Statsrådet hele landet i undtagelsestilstand for 1 år. Militæret satte sig imod enhver mulig deling af magten med FIS. Det bliver forbudt at samles på gaden, voldelige sammenstød bryder ud 8. og 9. februar mellem FIS-støttere og sikkerhedsstyrker. FIS bliver beordret opløst.

1992 – 25. Marts. FIS blev forbudt.

1992 – I de første dage af april opløste regeringen omkring 400 kommunalbestyrelser, der siden kommunalvalget i juni 1990 var blevet ledet af medlemmer af FIS. I slutningen af april bekræftede højesteret illegaliseringen af FIS.

1992 – 29. Juni. Ved en offentlig begivenhed blev Boudiaf myrdet under en tale, af en af sine sikkerhedsvagter, der havde islamistiske forbindelser. Volden tager til og Armed Islamic Group (GIA) viser sig at stå bag operationerne. Budiaf blev erstattet af Ali Kafi og samtidig trådte premierminister Ghozali tilbage. Regeringens politik overfor oppositionen blev nu yderligere strammet.

1992 – September. regeringen offentliggjorde under ledelse af den nye premierminister Belaid Abdelsalam en række “antiterrorist foranstaltninger” – der i blandt udvidelsen af dødsstraffen til en lang række nye områder. Amnesty International vurderede, at omkring 2.000 mennesker mistede livet under borgerkrigens første år.

1993 – Februar. Statsrådet forlængede undtagelsestilstanden på ubestemt tid, indførte udgangsforbud i Algier og 5 provinser og opløste alle de organisationer, der havde tilknytning til det illegale FIS.

1994 – Premierminister Abdelsalam afviste at gennemføre massive privatiseringer og blev derfor fjernet fra magten. Det banede i starten af 94 vejen for en aftale mellem IMF og den nye regering under ledelse af Redha Malek. Øgningen af udlandsgælden faldt sammen med øgningen af arbejdsløsheden, der nåede op på at berøre 22% af den erhvervsaktive befolkning. Malek blev udskiftet med en anden fortaler for økonomisk liberalisering, Mokdad Sifi, der vurderedes at være mere åben overfor dialog med islamisterne. Dette var begyndelsen på en stigende splittelse i alle de politiske sektorer, og samtidig blev den islamiske guerilla splittet i Den væbnede islamiske Gruppe (GIA) og Den væbnede islamiske Bevægelse. Volden fra begge sider – både regering og islamister – fortsatte gennem året, uden af nogle af dem var i stand til at opnå en militær sejr. I en af deres mest spektakulære aktioner lykkedes det islamisterne at befri 1000 fanger fra højsikkerhedsfængslet Tazoult. Borgerkrigen fortsatte gennem 1995, men trods en vis militær overlegenhed på regeringens side, syntes det ikke at være muligt at knuse den islamiske opposition.

1994 – Liamine Zeroual, en pensioneret militær-oberst, bliver udnævnt til formand for statsrådet.

1995 – Zeroual vinder præsidentvalget med komfortabelt flertal.

1997 – Januar var særlig voldelig, og GIA viste, at organisationen stadig havde en betydelig operativ kapacitet. Mere end 200 mennesker døde ved forskellige attentater – over 100 blev halshugget. Det satte regeringen i højeste alarmberedskab.

1997 – I august erklærede den netop løsladte FIS leder, Abasi Madani, at hans bevægelse var villige til at gøre en ende på volden gennem dialog med regeringen. Men massakren samme måned på 300 mennesker i en lille landsby syd for Algier ødelagde atter engang muligheden for dialog. De ansvarlige for massakren vurderedes at være islamistiske partisaner, men samtidig kunne øjenvidner berette, at tropper fra hæren kunne have forhindret massakren, men valgte ikke at gribe ind.

1997 – Parlamentsvalg vindes af det nystiftede parti Democratic National Rally, efterfulgt af Moderate Islamic party, Movement of Society for Peace.

1998 – President Zeroual udskriver valg før tid.

1998 – Marts. Amnesty International kritiserede regeringens sikkerhedsstyrker og oppositionens væbnede grupper for deres ansvar for mord og forsvindinger af hundredvis af personer. Organisationen kritiserede samtidig torturen og mishandlingen af tilbageholdte samt overtrædelsen af maksimumsperioden for tilbageholdelse.

1999 – I april Tidligere udenrigsminister Abdelaziz Bouteflika vælges som præsident efter at alle oppositionens kandidater trækker sig med beskyldninger om et unfair valg. Han udskrev øjeblikkelig folkeafstemning om en forsoningslov. Loven fik med 98,6 % af stemmerne overvældende tilslutning og blev også støttet af FIS. Præsidenten indførte endvidere general-amnesti for alle de der nedlagde våbnene og gik ind i en legal politiske aktivitet.

1999 – I november blev FIS’ 3. vigtigste leder, Abdelkader Hachani, myrdet i hovedstaden Algier. Mordet menes begået af radikale islamiske kræfter, der ønskede at angribe Hachanis dialog linie overfor regeringen.

2000 – Militærets opførsel i den væbnede konflikt blev skarpt fordømt nationalt og internationalt, efter offentliggørelsen af major Habib Souaidias bog, Den beskidte Krig. Majoren var trådt tilbage og levede i eksil i Frankrig. I sin bog afslørede han, at militæret gentagne gange i løbet af 1990’erne havde forklædt sig som partisaner og gennemført massakrer på civilbefolkningen. Desuden havde det torteret islamister til døde. Bouteflika regeringen afviste krav fra menneskerettighedsaktivister om at gennemføre en offentlig og tilbundsgående undersøgelse af krænkelserne.

2000 – Angreb på civile samt sikkerhedsstyrker fortsætter. Volden menes at have kostet 100,000 liv i Algeriet siden 1992.

2001 – I februar blev Bouteflika kraftigt kritiseret for ikke at kunne bremse GIA’s massakrer. Måneden inden havde han erklæret, at han ville slå til med jernhånd mod de partisaner, der fortsat var aktive, og februar blev en af de blodigste måneder fra GIA’s side.

2001 – April/Maj – Demonstranter dræbes i et voldeligt sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter i Berber-regionen i Kabylie. De demonstrerer, fordi en teenager er død i politiets varetægt.

2001 – Maj. Berber-partiet, the Rally for Culture and Democracy, trækker sig fra regeringen i protest mod myndighedernes behandling af optøjerne i Kabylie.

2001 – Oktober. Regeringen bliver enig om at give Berber-sproget officiel status.

2001 – I november døde flere hundrede mennesker som følge af de værste oversvømmelser i landets historie.

2002 – Marts. Præsident Bouteflika annoncerer, at Berber-sproget, Tamazight, nu er nationalsproget.

2002 – Juni. Premierminister Ali Benflis’s parti National Liberation Front (FLN) vinder valget, som dog spoleres af vold og lav valgdeltagelse. Valget boykottes af 4 partier, hvor af to repræsenterer Berberne.

2003 – I maj blev landet ramt af et jordskælv, der kostede 1100 livet og sårede 7000. Der blev derfor dekreteret 3 dages landesorg.

2003 – Juni. Lederen af det forbudte parti FIS, Abassi Madani, og hans stedfortræder, Ali Belhadj, bliver sat på fri fod efter 12 år i fængsel.

2004 – I marts erklærede regeringen, at en ny olierørledning, OZ2, ville blive taget i brug i begyndelsen af 2005. Den skulle bidrage til øget eksport af olie fra landet. Rørledningen blev bygget af det nationale olieselskab i samarbejde med det fransk-italiensk-britiske konsortium Sonatrach. Den 800 km lange olierørledning løber fra Haoud el Amra i den sydlige del af landet til Arzew ved Middelhavskysten, og vil kunne transportere hvad der svarer til 25% af det franske olieforbrug. OZ2 følger samme rute som OZ1 der er bygget 30 år tidligere. Man mener at Algeriets oliereserver er på 11.300 millioner tønder, men den fortsatte olieefterforskning kan øge dette tal betydeligt.

2004 – April. Præsident Bouteflika bliver genvalgt i en jordskredssejr.

2004 – I juni blev de 2 algierske journalister Mohammed Benchicou fra avisen Le Matin og Hafnaoui Ghoul arresteret. Benchicou blev idømt 2 års fængsel og Ghoul sad 2 måneder fængslet for bagvaskelse. Begge journalister havde skrevet om menneskerettighedskrænkelser i Algeriet til avisen Le Soir d’Algérie. Iflg. nationale og internationale iagttagere var de to angreb på pressefriheden tegn på en ny bølge af angreb på den uafhængige journalistik i landet.

2005 – I januar erklærede regeringen, at GIA lederen Nourredine Boudiafi var blevet arresteret, og at hans næstkommanderende var blevet dræbt. Dermed erklærede myndighederne GIA for stort set nedkæmpet.

2005 – I marts udkom en officiel rapport der indrømmede, at sikkerhedsstyrkerne var ansvarlige for forsvindingen af mere end 6.000 civile under den væbnede konflikt i 1990’erne.

2005 – September. Vælgere viser opbakning til regeringens plan om at give amnesti til de mennesker, der var involvereti drabene omkring 1992.

2006 – Februar. Oversvømmelser i Tindouf efterlod 50,000 mennesker boligløse. Det portugisiske og Italienske militær måtte flyve 20 tons telte ind sammen med andet nødhjælpsudstyr.

2007 – Maj. Regeringspartiet fik absolut flertal ved parlamentsvalget. Det skete under indtryk af tilgagende vold i landet. I januar havde Salafistgruppen for prædiken og Kamp taget navneforandring til al-Qaeda i islamisk Magreb og havde samtidig indledt en blodig offensiv mod regeringen.

Mickey4700

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *