Burundi

Burundi-map

Burundi er et land beliggende i det centrale Afrika. Det grænser op til Rwanda mod nord, Tanzania mod syd og øst og Den Demokratiske Republik Congo mod vest. Ligesom nabolandet Rwanda, har landet haft mange stridigheder mellem befokningsgrupperne Hutu og Tutsi. Burundi fik dog ikke nær så meget opmærksomhed som Rwanda. Disse stridigheder resulterede i en blodig borgerkrig, der varede fra 1993 til 2003.

Burundis første indbyggere var pygmæer. Fra 300-600-tallet indvandrede Hutuerne, som det første folk til landet, og fra 1300-1600-tallet tutsi-folket, og et fælles hutu- og tutsisprog, rundi, opstod. Tutsierne fik magten, da de rent fysisk er højere og stærkere end hutuerne på trods af at tutsierne var i undertal. Man lavede et kongedømme med tutsier som de ledende. Denne magtfordeling har foråsaget problemer og borgerkrige selv op i vor tid.

Hutu’erne nedstammer fra bantú’erne og er landbrugere, der hovedsageligt er kollektivt organiseret. For 500 år siden underlagdes de de invaderende tutsi’er – eller watutsi ‘er – der kom fra nord i søgen efter frugtbar jord til deres kvæg. Tutsi’erne var i besiddelse af moderne våben og det lykkedes med vold og magt at undertvinge lokalbefolkningen, hutu’erne, der blev gjort til slaver. Tutsi-kongerne var i de 7. og 8. århundreder ganske magtfulde, men i det 19. århundrede bidrog den interne rivalisering mellem de forskellige klaner til at svække centralmagten. Dette muliggjorde en invasion af tyske kolonisatorer, der i 1890 erobrede Burundi. Tyskerne understøttede tutsi’ernes dominans over hutu’erne og grundlagde dermed et system, der beskyttede Mwami’en, kongen.

Burundi forenedes i 1899 med Rwanda under navnet Rwanda-Burundi. Landet blev berømt for sin elfenbenseksport, der monopoliseredes af kolonimagten.

Google Maps

TIDSLINJE:

1899 – Burundi blev en tysk koloni. Den sene kolonisering skyldes, at landet ligger langt inde på kontinentet.

1916 – Belgien overtog kolonien, som følge af Tysklands nederlag i 1. verdenskrig.

1962 – Burundi blev et selvstændigt land.

1966 – Kongen, som var tutsi, blev styrtet, men det lykkedes tutsierne at holde på magten og de dannede en republik.

1972 – fandt en voldsom massakre sted, og op mod 80.000-100.000 hutuer blev dræbt, mens mange blev drevet på flugt. Tutsien Jean-Baptiste Bagaza overtog magten i 1976 og lovede at undertrykkelsen af hutuerne ville ophøre. Han lavede bl.a. jordreformer, men de slog ikke særlig godt igennem.

1993 – Nye takter begyndte i juni måned da det første frie valg så dagens lys. Hutuen Melchior Ndadaye blev præsident, men tutsierne havde stadig magten over hæren. Ndadaye blev myrdet 3 måneder efter sin indsættelse, den 24. oktober 1993, under et fejlslagent militærkup. Premierministeren, Sylvia Kinigi, der havde søgt tilflugt i den franske ambassade, havde held til at få kontrol med situationen. Lederne af opstanden arresteredes eller flygtede til Zaire. Cyprien Ntaryamira, en hutu af samme politiske observans som Ndadaye udnævntes af parlamentet til præsident. Selv om kuppet mislykkedes, førte drabet på Ndadaye til een af de værste udryddelseskampagner i Burundis historie. Tilhængere af den tidligere præsident begik overgreb mod medlemmer af partiet til Enhed og Nationalt Fremskridt, uanset om de var hutu’er eller tutsi’er. Det resulterede i drab på titusinde civile og tvang omkring 700.000 på flugt. På dette tidspunkt etableredes de såkaldte “ekstremistiske, væbnede militser”, som modsatte sig sameksistens med andre etniske grupper, som f.eks. tutsi’erne fra “De Ubesejrede” eller hutu’erne fra “Intagohekas” (“De, der aldrig sover”) og volden begyndte at spredes. Vrede tilhængere af Ndadaye begyndte at dræbe medlemmer af det tutsi-styret parti.

1994 – En ny hutupræsident, Ntaryamira, blev valgt, men da han og Rwandas præsident Juvénal Habyarimana sad i fly på vej hjem fra fredsforhandlinger i Tanzania, blev de skudt ned ved et attentat mod deres fly i Kigali, hovedstaden i Rwanda, den 6. april. Sylvestre Ntibantunganya, ligeledes hutu, efterfulgte den myrdede præsident. Attentatet førte til regulær borgerkrig. Flere forsøg på at skabe fred med statskup slog fejl.

2000 – de fleste stridende parter indgik fredsaftaler.

2005 – Det første rigtige valg blev holdt og en hutu, Pierre Nkurunziza, vandt.

1996 – FN og Organisationen for Afrikansk Enhed besluttede af frygt for at konflikten skulle brede sig til nabolandene at påtage sig en fredsskabende rolle. Buyoya, der forsøgte at undgå en fælles, afrikansk intervention, tog initiativ til et nyt og denne gang vellykket statskup i juli 1996, og han blev dermed landets nye præsident.

1996 – Hutu-oprørerne meddelte i midten af september, at 10.000 civile var blevet myrdet af hæren efter kuppet. Mindst 1000 personer blev dræbt i løbet af det efterfølgende år, selv om Amnesty International anså det for at være vanskeligt at afgøre om drabene blev begået af regeringen eller af oprørerne.

1998 – Det blev i februar måned anslået, at mere end 200.000 personer var omkommet i borgerkrigen siden 1993.

1999 – Gennem året blev der taget en række initiativer til genoptagelse af fredsforhandlingerne. Trods nogen modstand fra en række politiske ledere i Burundi, blev Sydafrikas tidligere præsident, Nelson Mandela den 1. december valgt som fredsmægler, og Tanzania blev udset til at være det land, hvor forhandlingerne skulle foregå. Men trods forhandlingsprocessen fortsatte de væbnede sammenstød mellem parterne.

2000 – I januar måned gav USA’s præsident Clinton sin personlige støtte til Nelson Mandela i dennes mæglingsmission. En række politiske observatører bemærkede, at det var særdeles usædvanligt, at en politisk leder fra USA involverede sig i løsningen af en krig i Afrika.

2002 – I marts måned blev 45.000 burundiske flygtninge enige med FN om en plan for tilbagevenden til deres land. De havde levet i flygtningelejre i Tanzania, der var blevet sammenligned med koncentrationslejre pga. de barske levevilkår.

2003 – I juli fandt det alvorligste partisanangreb i 10 år sted i Bujumbura. Omkring 300 partisaner og 15 soldater blev dræbt. Iflg. Ignace Ntawembarira der var guvernør i Bujumbura Rural – provinsen omkring hovedstaden – var 40.000 tvunget til at forlade deres hjem under en uges sammenstød mellem hutuer og tutsier. Han erklærede videre, at størstedelen af de fordrevne var tvungne til at sove under åben himmel og understegede at hurtig international hjælp var nødvendig. Washington opfordrede partisanerne til at holde igen med angrebene og i stedet indlede fredsforhandlinger med regeringen. Burundis hær der havde Bujumbura under kontrol informerede om, at mange af hutu ofrene var børn på 11-15 år. Antallet af dræbte under konflikten i landet har nu passeret 300.000.

2004 – I juni indledte 5.000 FN fredsbevarende soldater deres aktiviteter i Burundi til støtte for fredsprocessen. Omkring 2.700 FN soldater fra Sydafrika, Mozambique og Ethiopien forblev i Burundi.

2004 – i august måned dræbte hutu rebeller 160 tutsi flygtninge fra den Demokratiske republik Congo, der befandt sig i Gatumba flygtningelejren i Burundi nær grænsen til Congo. Mænd bevæbnede med machetes og skydevåben angreb lejren, ødelagde de nødtørftige hytter og brændte eller dræbte de personer der kom i vejen for dem. Flygtninge fra DR Congo var flygtede fra volden i deres eget land. FN’s Flygtningehøjkommissær Ruud Lubbers fordømte kraftigt massakren på uskyldige civile. FNL påtog sig ansvaret for massakren.

2006 – I april måned blev undtagelsestilstanden ophævet, efter at have været i kraft i 13 år. Regeringen vurderede at sikkerhedssituationen var “kraftig forbedret”. Der var dog fortsat spædinger og i september blev der indgået en ny våbenstilstandsaftale.

2007 – Kraftige byger i januar måned førte til omfattende oversvømmelser, der ødelagde 50% af afgrøderne af bønner, kartofler, majs og ris. Fødevaresituationen blev alvorlig forværret og landet blev sat i undtagelsestilstand.

Mickey4700

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *