Cameroun

cameroun

Cameroun, officielt Republikken Cameroun er en enhedsstat i Øst- og Centralafrika. Landet grænser mod Nigeria i vest, Tchad i nordøst, Centralafrikanske Republik i øst, Ækvatorialguinea, Gabon og Republikken Congo i syd.

Området for det nuværende Cameroun var først beboet i den yngre stenalder. De folkgrupper som har været bosat længst i området er pygmægrupper som baka. Sao-kulturen opstod omkring Tchad-søen cirka 500 e.Kr. og banede vejen for Kanem og dets efterfølger Kanem-Bornu. Kongeriger, fon og høvdingesamfund opstod i vest.

Landet er opdelt i 3 regioner: de nordlige savannedale ved Tchad-søen med kvægavl og majsdyrkning; den centrale del med fugtige sletter, og i syd med frugtbar, vulkansk jord, hvor der hovedsageligt dyrkes eksportafgrøder som kaffe, bananer, kakao og bomuld. Tørke og ørkenspredning er de væsentligste problemer i den nordlige region, som udgør 25% af Camerouns areal og hvor mere end 1/4 af landets befolkning lever.

Se billedgalleri med forklaringer på borgruiner fundet i det nordlige Cameroun (Mandara mountains). Tryk på billedet øverst til venstre for at begynde slideshowet. Mandara-bjergene er en vulkansk bjergkæde, som strækker sig omkring 200 km, nær grænsen mellem Cameroun og Nigeria

Cameroun er oprindelsesland og centrum for bantustammerne, der i det 2. århundrede fvt. indledte en ekspansion mod øst og syd og dermed fik udbredt kendskabet til dyrkning af nye afgrøder og udvinding af jern. Det første møde med europæerne blev ganske kort; Fernando Pó døbte floden, hvis sandbanker var fulde af rejer, for “Rejefloden” – heraf landets navn.

Google Maps

TIDSLINJE:

1884 – Tyskernes indtrængen fandt sted i juni måned, da repræsentanten Gustav Nachtigal indgik aftale om etablering af et protektorat med kystbefolkningen duala’ernes konge. Ved Berlin-konferencen et år senere, blev Cameroun overdraget til Tyskland, men først i 1894 indlemmedes Adauma-emiratet, der var stærkt efterstræbt af englænderne, formelt i landet.

1918 – Frankrig og England invaderede Cameroun; franskmændene satte sig på 75% af landet mens englænderne fik tildelt det resterende. Konflikterne imellem de to kolonimagter muliggjorde dannelsen af folkelige bevægelser, der kæmpede for uafhængighed.

1945 – stiftedes Camerouns Folkeunion, (UPC), under ledelse af Rubem Um Nyobé. UPC opnåede bred folkelig tilslutning og anførte en række lovlige demonstrationer, fra 1948- 1956, da partiet blev forbudt.

1990’erne – årene viste, at det blev stadig mere udbredt at gennemprygle folk – en praksis der havde været ukendt inden krisen. Korruptionen i politiet og retsvæsenets ineffektivitet fik sektorer i befolkningen til at fange og gennemprygle småtyvene – ofte til de døde når der var tale om mænd eller til de var hårdt sårede, når der var tale om kvinder. Ofte blev det senere afsløret, at det var uskyldige, der var blevet dræbt.

1990 – sociale og politiske organisationer anklagede regeringen for at stå bag overgreb mod hundredevis af indbyggere i Cameroun. Nogle måneder senere tillod regeringen oprettelsen af politiske partier; omkring 70 politiske organisationer blev på denne måde legale.

1997 – I slutningen af året voksede modstanden mod et olieudvindingsprojekt der, med støtte fra Verdensbanken, skulle føre olie fra det sydlige Chad, tværs over Cameroun, til Atlanterhavet. Hundredevis af NGO’er opfordrede i stedet Verdensbanken til at bruge pengene på sociale udviklingsprogrammer.

1999 – I oktober måned offentliggjorde Transparancy International sin årsrapport om økonomisk korruption, der placerede Camaroon på pladsen verdens næstmest korrupte land.

2004 – I januar måned underskrev præsidenterne fra Cameroon og Nigeria en aftale om i fællesskab at løfte sikkerhedsforpligtigelserne i konfliktområdet mellem de to lande. Begge lande betegnede den fælles patrulje som et stort fremskridt, og erklærede at aftalen var en venskabsaftale. Paul Biya (Cameroon), Olusegun Obasanjo (Nigeria) og FN’s generalsekretær Kofi Annan erklærede på et fælles møde i Geneve at de søgte at finde en fælles løsning på grænsekonflikten. Mødet blev af begge præsidenter betegnet som “venligt”, og på mødet diskuterede de endvidere den fremtidige kontrol over olieforekomsterne på Bakassi halvøen.

2005 – I marts måned erklærede regeringen, at den udbredte korruption i finansministeriet havde kostet landet 2 mio. US$ om måneden. Omkring 500 embedsmænd blev anklaget for at stikke penge i egne lommer ved bl.a. at udbetale lønninger til ikke-eksisterende ansatte. Premierminister Inoni erklærede, at de der blev kendt skyldige ville få hårde straffe.

Mickey4700

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *