Den Centralafrikanske Republik

Den Centralafrikanske Republik er en stat i Centralafrika og har tidligere været en fransk koloni. Landet har ingen kystlinje og grænser til Tchad mod nord, Sudan mod øst, Republikken Congo og den Demokratiske Republik Congo mod syd, og Cameroun mod vest.

Den Centralafrikanske Republik og dets nabolande der i kolonitiden blev til imperiet Ubangui-Chari, blev regeret af stammehøvdinge, en sultan, af kolonitidens handelsfolk, franske administratorer, en præsident, en militærdiktator, en kejser og en korrupt politiker. Således har det været siden slutningen af det 19. århundrede, og således fortsatte det også efter at landet i august 1960 erklærede sig for selvstændigt.

Regionen blev udsat for en af de mest vilde og bedrageriske former for kolonialisering, som de europæiske kolonimagter gennemførte i Afrika. Frankrigs eneste interesse var den militære dominans, der blev brugt som afsæt for angreb på sultan Rabah, der regerede over det område, der i dag er Sudan. Den militære besættelse var grundlaget for omkring 40 virksomheder, der havde til opgave at kommercialisere rågummiet og elfenbenet fra hele regionen. Dertil kom bomuld, kaffe og diamanter. Virksomhederne indledte en 30 årig udbytningsperiode karakteriseret ved slavearbejde, massakrer og forfølgelse. De nåede op på at kontrollere 70% af området, der i 1908 blev omdøbt til Ubangui-Chari.

Sammen med Senegal, Côte d’Ivoire, Gabon og Djibouti er den Centralafrikanske Republik et af de mest følsomme emner for fransk udenrigspolitik i Afrika.

Google Maps

TIDSLINJE:

1949 – Undertrykkelsen og volden var allerede tiltagende, da den tidligere præst Barthélemy Boganda grundlagde partiet Bevægelsen for social udvikling af det sorte Afrika (MESAN), der havde til opgave at kæmpe for den nuværende Centralafrikanske Republiks selvstændighed. Bogandas prestige steg voldsomt trods franskmændenes ihærdige bestræbelser på at sværte ham til.

1956 – Det franske efterretningsvæsen besluttede sig til at infiltrere MESAN med det formål at korrumpere Bogandas nærmeste rådgivere, David Dacko og Abel Goumba.

1959 – Marts. Boganda døde ved et flystyrt under mystiske omstændigheder – kun et år før landet blev selvstændigt.

1965 – December. David Dacko blev væltet ved et statskup gennemført af hans nevø, oberst Jean-Bédel Bokassa, der var tæt knyttet til Frankrig, i hvis hær han havde tjent i 22 år. Bokassa tilhørte det lille jordejende borgerskab fra den etniske gruppe m’baka i Lobaye – det område hvorfra Frankrig havde rekrutteret de fleste embedsmænd og militærfolk til sin koloniadministration.

1972 – Bokassa udnævnte sig til præsident på livstid, efterfølgende feltmarskal, for slutteligt at lade sig krone som kejser og samtidig ændre landets navn til Det Centralafrikanske Imperium.

1977 – December. Kroningsceremonien kostede 28 millioner dollars og blev financieret af Frankrig, Israel og Sydafrika.

1978 – Bokassa overlod 30.000 km2 til en pensioneret general fra den israelske hær med henblik på udvindingen af diamanter. Samtidig udnævnte han en række kendte internationale våbenhandlere til militærrådgivere. Han sendte endvidere tropper til Zaire (nuværende Congos Demokratiske Republik) til støtte for diktatoren Mobuto, der var i gang med at slå et oprør ned i Shabaprovinsen.

1979 – April. Efterhånden nåede befolkningens utilfredshed et kritisk punkt. Det kom til flere oprør blandt arbejdere og studenter. Nu var det Bokassa der fik støtte fra Zaires soldater til at slå de folkelige oprør ned. Studenterne gik atter på gaden, denne gang i protest mod at de var tvunget til at købe deres uniformer i forretninger, der var ejet af kejseren. 100 studenter blev arresteret og ført til det uhyggelige Ngaragba fængsel, hvor de under Bokassas personlige overvågning blev underkastet tortur og for størstedelens vedkommende henrettet. Skandalen rystede verdensoffentligheden.

1979 – 20. September. Frankrig besluttede nu at styrte kejseren og slette det dårlige image der var blevet skabt, da den tidligere kolonimagt i 1977 bistod ham ved tronbestigningen. Ideen var dengang at anvende ham som en brik i det neokoloniale spil. Mens Jean-Bédel Bokassa var på statsbesøg i Libyen sendte Frankrig et militærfly med den tidligere præsident David Dacko til Bangui. Han overtog magten uden på nogen måde at lægge skjul på, at han var en brik for den tidligere kolonimagt, og at han måtte beskyttes af 1000 franske soldater. Dacko opløste imperiet, genindførte republikken, samtidig med at han gav Frankrig lov til for en 10 årig periode at anvende den enorme flybase i Bouar.

1980 – Dackos tilbagevenden var kun en ændring af navne. Korruptionen og undertrykkelsen fortsatte som under Bokassa. landet brød de diplomatiske relationer med Sovjetunionen og Libyen, og smed alle de teknikere og diplomater ud, de to lande havde i Centralafrika. Samtidig optrappedes forfølgelsen af oppositionens politikere, der næsten alle blev sendt i fængsel eller måtte gå i eksil.

1981 – September. Situationen var præget af omfattende konspiration og kamp om magten, og Dacko blev styrtet ved et militærkup anført af general Kolingba.

1986 – den 21. november blev Kolingba valgt til præsident for sit parti, Det centralafrikanske parti for demokratisk Genopbygning (PCRD). Det skete under omstændigheder, hvor oppositionen ikke havde mulighed for at deltage i valget. I samme periode blev der vedtaget en ny forfatning, der gjorde landet til en etpartistat.

1986 – Bokassa vendte tilbage fra sit eksil i Frankrig. Han var blev in-absentia blevet retsforfulgt for oprør og dømt til døden. Nu blev han arresteret, på ny stillet for retten og idømt en fængselsstraf.

1993 – I maj angreb og besatte en gruppe soldater præsidentpaladset og radiostationen i Bangui. De krævede udbetaling af deres løn, der var 8 måneder forsinket, men accepterede at vende tilbage til deres forlægninger efter at have fået udbetalt 2 månedslønninger.

1996 – I maj måned bad Ange-Félix Patassé – Bokassas tidligere premierminister – om militær assistance fra Frankrig for at slå et nyt militært oprør ned. De franske soldaters direkte deltagelse i militære træfninger udløste en række demonstrationer mod Paris’ intervention. Bangui blev paralyseret i kølvandet på oprøret, plyndringer og den franske militære aktion. Landets økonomi blev nu endnu mere afhængig af Frankrig.

1997 – I oktober krævede præsidenten, at Frankrig skulle trække sig tilbage fra dets militære baser i landet. Samtidig søgte han at styrke relationerne til USA.

1998 – marts måned besluttede FN’s Sikkerhedsråd at sende en specialmission (MINURCA) til Centralafrika bestående af 1.400 fredsbevarende soldater.

1998 – I april blev de inter-afrikanske fredsbevarende styrker erstattet af 1.350 MINURCA soldater. Samme dag trak Frankrig sine 1.400 soldater ud af landet.

2000 – Januar. Skudvekslinger mellem præsidentgarden og militærenheder udløste panik i hovedstaden. Enhederne havde været loyale overfor præsident Patassé ved tidligere kupforsøg, men beskyldte ham nu for ikke at have opfyldt krav fremsat under tidligere oprør. Garden fik dog militærenhederne under kontrol, og oprøret var dermed slået ned.

2001 – i oktober måned vendte Bozize uventet tilbage til Chad. Samtidig krydsede oprørere der var loyale overfor ham grænsen mellem Chad og den Centralafrikanske Republik, hvor de besatte en række byer og en tredjedel af hovedstaden. De krævede, at Patassé genoptog dialogen med oppositionen, eller i modsat fald trak sig tilbage.

2001 – Patassé afviste kravet og i november forsøgte oprørerne der var loyale overfor oprørslederen François Bozize at gennemføre et kupforsøg, der dog blev slået ned.

2002 – Februar. Befolkningen i Bangui begyndte at klage over de libyske tropper, der var ankommet til landet for at forsvare præsidenten efter et fejlslagent kupforsøg. Disse tropper kontrollerede radio, TV og lufthavnen. Tilstedeværelsen af disse tropper skabte også problemer i forholdet til Chad, der har en olierørledning i den sydlige del af landet tæt ved grænsen til den Centralafrikanske Republik.

2003 – Den 15. marts gennemførte Bozize sit andet kupforsøg, der denne gang lykkedes og sendte præsident Patassé i eksil i Cameroon.

2004 – I august måned igangsattes en oplysningskampagne om præsidentvalget der skulle gennemføres i januar 2005, financieret af internationale donorer der var opsatte på at få kupstyret bragt til ophør og få bragt den sociale og økonomiske ustabilitet samt volden i landet til ophør.

2006 – Der var i februar rapporter om kampe mellem regeringsstyrker og rebeller i den nordlige del af landet. Omkring 50.000 blev sendt på flugt. Heraf 7.000 til nabolandet Chad. Der var endvidere om, at regeringsstyrker systematisk henrettede mænd og børn der formodedes at samarbejde med rebellerne.

2007 – Den Internationale Krigsforbryderdomstol (ICC) indledte i maj måned en undersøgelse af de omfattende menneskerettigheds-krænkelser der fandt sted under sammenstødene i 2002-03. Flere tusinde blev på det tidspunkt ofre for overgreb.

2013 – Op mod 400 mennesker er i følge Røde Kors de seneste par dage blevet skudt eller hakket ihjel i Den Centralafrikanske Republik, CAR, af en dominerende muslimsk milits, oplyser BBC.

Mickey4700

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *