Den Demokratiske Republik Congo

Den Demokratiske Republik Congo (fork. DR Congo) eller Congo Kinshasa er et land i Afrika. Landet hed Belgisk Congo før uafhængigheden i 1960 og Zaïre fra 1971 til 1997.

Landet grænser til Centralafrikanske Republik og Sudan mod nord, til Uganda, Rwanda, Burundi og Tanzania mod øst, til Zambia og Angola mod syd og til Republikken Congo mod vest.

Både Den Demokratiske Republik Congo og Republikken Congo ligger ved Congofloden i det vestlige Centralafrika. Da Den Demokratiske Republik Congo skiftede navn fra Congo til Zaïre i 1971, skiftede Congofloden også navn til Zaïrefloden. Floden fik navnet Congo tilbage, efter at landet gik tilbage til navnet DR Congo i 1997.

Navnet “Congo” kommer af Bantu-sprog og betyder “bjerg”. Med bjerg menes en referering til Mount Stanley, der med sine 5.110 meter udgør landets højeste punkt og er et af Afrikas højeste bjerge.

Blandt de første, som udforskede det indre af DR Congo, var David Livingstone og Henry Morton Stanley. Det eneste bemærkelsesværdige topografiske træk ved Congo må siges at være det enorme Congo-bækken, også kaldet Congo-bassinet. Ved grænsen til Great Rift Valley i øst hæver bækkenet sig op til den vulkanske bjergkæde Ruwenzori, der brat glider nedad til dalens mange store søer. I dette område findes der både regnskov og tågeskov, der danner hjemsted for den nu næsten uddøde, endemiske bjerggorilla samt okapien. I syd findes der savanne med giraffer, løver, antiloper og næsehorn. I kolonitiden var Congo et oplagt og yndet mål for eventyrlystne europæer, især belgiere, der ønskede at tage på safari.

Google Maps

TIDSLINJE:

1800-tallet – Congo havde allerede 10 århundreders politisk historie bag sig, da man i Mellemeuropa fik kendskab til dets eksistens via reportagerne om Dr. Livingstones virke i perioden 1840-1870. I 1876 grundlagde den belgiske konge, Leopold d. 2., Den Internationale Afrikanske Association, som var et privat foretagende, der financierede journalisten og eventyreren Henry M. Stanleys ekspeditioner. Det lykkedes i løbet af ganske få år Stanley at få underskrevet 400 aftaler om handel og forsvar med de lokale ledere fra stammerne der levede ved Congoflodens bredder. Som følge af disse aftaler og ved anlæggelsen af belgiske virksomheder ved flodens munding, etableredes et udbytningssystem af landet, der officielt anerkendtes ved Berlinkonferencen. “Fristaten Congo” blev den belgiske kong Leopolds private ejendom og hans Compagnie du Katanga, bremsede den engelske kolonisator Cecil Rhodes ekspansionsforsøg.

1885 – Ved belgiernes ankomst til Congo blev der organiseret en omfattende raceadskillelse. Den oprindelige befolkning blev af belgierne delt i tre kaster: tutsierne, også kaldet watutsi, der var høje, lyshudede kvægavlere fra det nedre Sudan, og som udgjorde et aristokrati i samfundet; hutuerne, også kaldet bahutu, der var lave, mørkhudede agerdyrkere fra det østlige Congo, Rwanda og Burundi, der udgjorde en af tutsierne undertrykt majoritet, samt pygmæerne (mbuti- og twa-folk), der legemsmæssigt var de laveste. Disse var jægere og samlere og indgik ofte i et symbiotisk samarbejde med bondebefolkningen, hos hvilken pygmæerne byttede sig til landbrugsvarer, de ikke selv kunne skaffe. Under belgierne blev alle medlemmer af de forskellige etniske grupper tildelt særlige identitetskort, så koloniherrerne vidste, hvem de havde med at gøre. Et problem for belgiere såvel som den oprindelige befolkning var blot, at det at være hutu eller tutsi rettere var et kulturelt princip i stedet for et racemæssigt princip; enhver, der ejede kvæg, kunne nemlig blive tutsi, mens enhver, der dyrkede jorden, modsat kunne blive hutu. Problemet gav anledning til spændinger mellem hutuer og tutsier, mens pygmæerne nærmest blev marginaliseret.

1908 – Congos befolkning udsattes for den groveste udnyttelse, der ikke forbedredes da områdets status ændredes af den belgiske kolonimagt. Hæren blev konstant sat ind for at nedkæmpe den antiimperialistiske modstand og for at beskytte den særdeles rentable minedrift i Katanga.

1959 – Første tilfælde af hiv hos en mand i det daværende Belgiske Congo i Afrika. Smitten spreder sig hastigt globalt. Læs mere på Wikipedia om AIDS.

1959 – Politiets brutale nedkæmpning af et fredeligt politisk møde blev indledningen til blodige raceoptøjer. Den belgiske kong Bauduin forsøgte at gyde olie på vandene ved at love uafhængighed indenfor en overskuelig fremtid. De hvide kolonisatorer svarede med nye voldsbølger; uafhængigheden blev omsider proklameret i 1960 med Joseph Kasavubu som præsident og Lumumba som premierminister. Kort tid efter stiftede Moisés Chombe, Katangas daværende premierminister, en ny uafhængighedsbevægelse.

1960 – Under urolighederne, der fulgte efter belgiernes afgang dette år, kom mange af modsætningerne mellem hutuer og tutsier til udtryk; helt galt gik det dog i nabolandene Rwanda og Burundi, hvor et folkemord blev en realitet i henholdsvis 1962 og 1994.

1975 – Med indførelsen af “Den afrikanske oprindelighedsdoktrin” ændrede Mobutu dels landets navn til Zaire, dels sit eget navn til Mobutu Sese Seko. Selv om disse tiltag førte til visse uoverensstemmelser med det nordamerikanske diplomati, lykkedes det Mobutu under den kolde krig at fremstå som Washingtons allierede i regionen.

1978-1979 – Storoffensiver, iværksat af Congos Befrielsesfront, blev udelukkende nedkæmpet pga. bistanden fra franske og belgiske faldskærmstropper, samt marokkanske og egyptiske styrker – endnu engang forsynet med nordamerikanske våben.

1981 – I april måned trak den daværende premierminister NguzaKarl iBond sig fra posten og anmodede om asyl i Belgien; han anklagede Mobutu for magtmisbrug, samtidig med at denne forsøgte at fremstille sig selv som et anstændigt alternativ til den udbredte korruption i landet.

1984 – Ved valget i juli opnåede Mobutu 99,16% af de afgivne stemmer.

1984 – Angolas regering påstod, at bistand på 15 millioner dollars fra Reaganadministrationen i al hemmelighed kanaliseredes via Zaire til FNLA; herved blev det centralafrikanske land omdannet til et veritabelt våbenlager for FNLA.

1989 – Under et besøg i Washington opnåede Mobutu i juni et lån fra Verdensbanken på 20 millioner dollars. Mobutu var ankommet til Washington med en vigtig diplomatisk sejr i ryggen: Han havde i sin fødeby, Gbadolite, været vært for det historiske møde mellem Angolas præsident, Edoardo dos Santos, og lederen af oprørsstyrkerne fra UNITA, Jonas Savimbi, hvor det besluttedes at indgå en våbenhvileaftale for at finde en fredelig udgang på konflikten i Angola.

1990 – Hæren besatte universitetetsområdet i Shaba-provinsens hovedstad Lubumbashi om morgenen den 11. maj. Flere end 100 studerende blev myrdet; den følgende dag flygtede overlevende til andre provinser og til Zambia, hvorfra de kunne berette om massakren. Det lykkedes Mobutu delvist at dæmpe rygterne om massakren, men affødte alligevel en kraftige reaktion fra EU, som krævede en international udredning, og fra Belgien, der standsede al økonomisk bistand. Mobutus planer om en liberalisering af systemet syntes, idet mindste midlertidigt, at miste troværdighed. Massakren på Universitetet i Lubumbashi, rejste en storm af protester og strejker, som f.eks. på Gecamina, det største, statsejede mineselskab; i USA forlangte man stop for bistanden til Mobutu.

1990 – I oktober bøjede Mobutu sig og besluttede at forsøge endnu en politisk liberalisering og tillod politiske partier uden begrænsninger. Majoriteten blandt oppositionen – forenet i Den hellige Union, sammensat af 9 partier, bl.a. de 4 største – krævede i december Mobutus afgang og afholdelse af en international konference hvor man skulle beslutte Zaires politiske fremtid – uden deltagelse af præsidenten.

1991 – Den hellige Union dannede i november en “parallel” regering og opfordrede Hæren til at styrte Mobutu. Præsidenten udnævnte samme måned Nguza Karl i Bond til premierminister – den femte i løbet af 1991. Den tidligere oppositionsleder Nguza havde 10 år i forvejen været regeringschef under Mobutu; han overtog posten i en periode præget af økonomisk krise og internationalt pres fra især USA.

1992 – Mobutu åbnede i marts atter den nationale konference efter at have allieret sig med præsidenten for konferencen, ærkebiskop Monsegwo Pasinya. Konferencen udnævnte Etienne Tshisekedi, leder af Den hellige Union, til ny premierminister som afløser for Nguza Karl-i-Bond. Som et tydeligt tegn på sit mishag med Mobutus regime, blev Monsegwo Pasinya modtaget i Washington af USA´s udenrigsminister, James Baker, og af Senatets udenrigspolitiske udvalg.

1992 – Premierministeren erklærede i december, at den nationale valuta var inddraget og en ny blev sat i omløb. Alligevel fortsatte Mobutu med at udbetale lønninger til soldaterne med den gamle valuta.

1993 – I begyndelsen af året kom det til direkte konfrontationer mellem Mobutus private garde og oprørske soldater, der var rasende over at have modtaget ugyldige penge. Disse sammenstød førte til tabet af mere end 1.000 menneskeliv i Kinshasa. Byen hærgedes af plyndringer, brande og overgreb fra de ophidsede soldater. USA´s udenrigsministerium anmodede Frankrig og Belgien om en beslaglæggelse af Mobutus formuer, som et stærkt middel vendt direkte mod ham uden skadelig påvirkning af hverken landets økonomi eller de nordamerikanske og europæiske investeringer. Det anslås, at Mobutu – en af verdens rigeste mænd – havde en personlig formue på over 4 milliarder dollars.

1996 – Urolighederne tog til efter styrker fra Rwanda bistået af soldater fra Zaire havde indledt en etnisk udrensning i den østlige region Masisi, hvor man fordrev og myrdede tutsier, der igennem generationer havde boet i dette område.

1997 – Oppositionsstyrkerne erobrede let størsteparten af landet i begyndelsen af året og en række lande – bl.a. Sydafrika, USA, Frankrig og Belgien – forsøgte at mægle. Det lykkedes for Nelson Mandela at få Mobutu og Laurent Kabila til at mødes på et skib i internationalt farvand, hvor man diskuterede en overgangsløsning. Forsøget mislykkedes dog, da Kabila krævede, at Mobutu skulle træde tilbage.

1997 – Mobutu flygtede den 16. maj ud af landet med kurs mod Marollo, og den efterfølgende dag trængte oprørsstyrkerne ind i Kinshasa. Kabila udnævnte sig selv til ny præsident. Mobutu døde i Rabat den 7. september. Landets nye stærke mand tiltrådte samme måned posten som præsident, med kontrol over hæren, parlamentet og administration. Den nye regering ændrede landets navn til Den demokratiske Republik Congo og indførte en række initiativer for at forbedre økonomien. Schweiz genåbnede en undersøgelse af forholdene omkring Mobutus formue, der var deponeret i flere af landets banker.

1998 – I april måned oplevede landet de værste oversvømmelser i de seneste 35 år, med store områder sat under vand og hundredetusinder drevet på flugt. Regeringen indførte undtagelsestilstand.

1998 – Oppositionen under ledelse af den intellektuelle Ernest Wamba dia Wamba samlede sig hurtigt i den Congolesiske Union for Demokrati (RCD). Den bestod af tidligere medlemmer fra AFPDL partiet, som Kabila selv havde stiftet, tutsi-flygtninge og demobiliserede congolesiske soldater. Unionen beskyldte Kabila for at vende tilbage til tribalisme, og med våbenstøtte og officerer fra regeringerne i Rwanda og Uganda besatte den hurtigt halvdelen af landet. Kabila slog til gengæld igen mod rebellerne under parolen «truslen mod bantu-civilisationen».

1999 – Konflikten internationaliseredes hurtigt, og i april offentliggjorde Kabila og præsidenterne fra Angola, Zimbabwe og Namibia dannelsen af en alliance, hvor hvert af medlemmerne forpligtigede sig til at gribe militært ind, hvis et af de andre blev angrebet. Både Angola, Zimbabwe og Namibia sendte øjeblikkelig tropper og våben til Kabilas styrker. Til gengæld optrappede Rwanda og Uganda støtten til rebellerne. To år efter indledningen af den borgerkrig der bragte Kabila til magten, var hele provinser under Rwanda og Ugandas kontrol. Konflikten drejer sig i vid udstrækning om, hvilke multinationale selskaber der skal have kontrollen over landets enorme rigdomme.

2001 – I januar nåede konflikten Kabila selv. Han blev dræbt i et internt opgør, og hans søn Joseph Kabila overtog præsidentposten. Nabolandene holdt umiddelbart efter et hastemøde, hvor de samlet besluttede at støtte Joseph Kabila.

2001 – Under FN’s overvågning gennemførtes i maj en delvis troppetilbagetrækning. Den gav de humanitære organisationer adgang til de konfliktområder, der tidligere havde været lukket land, og det var først nu katastrofens omfang begyndte at tegne sig. Et stor del af befolkningen var som følge af krigen blevet fordrevet til fjerntliggende områder, hvor de ikke havde adgang til mad, medicin eller boliger. Iflg. vurderinger fra det Internationale Røde Kors døde omkring 5% af landets befolkning. Alene i landets østlige del var omkring 2½ mio. døde. De fleste af malaria, diarré og volden – i den rækkefølge.

2002 – I juli undertegnede Kabila og Rwandas præsident, Paul Kagame en fredsaftale, der skulle afslutte 4 års borgerkrig på congolesisk jord. Konflikten blev også kaldt “Afrikas Verdenskrig” og havde involveret militær fra 6 lande, splittet landet op i regioner kontrolleret af henholdsvis regeringen og oprørsstyrker og ført til over 2½ mio. menneskers død. Aftalen blev indgået i Pretoria i Sydafrika og havde som hovedelement Kabilas løfte om at afvæbne og hjemsende 12.000 hutu soldater af rwandisk afstamning, mod at Rwanda trak sine 30.000 soldater ud af Congo.

2003 – Volden fortsatte i Ituri i den østlige del af landet, hvor kampe mellem hema og lendu stammerne har kostet 50.000 livet siden 1999. FN overførte i december 2003 omkring 8.000 af sine 10.000 fredsbevarende tropper i landet til Bunia, hovedbyen i Ituri provinsen, i et forsøg på at afvæbne den lokale milits og beskytte civilbefolkningen. Resultatet af krigen er blevet, at HIV/AIDS er blevet den største trussel mod den congolesiske befolkning. Soldaternes mobilitet i krigszonerne men især massevoldtægterne af kvinder, fra små piger på 5 år til gamle på 80, har fået antallet af HIV tilfælde til at eksplodere. I december blev det vurderet, at for hver kvinde ud af de 150 der hver måned søger hjælp efter voldtægt og tortur, er der 30 gange flere der er blevet voldtaget.

2004 – I august myrdede hutu rebeller over 160 congolesiske tutsi flygtninge i Gatumba lejren i Burundi tæt ved grænsen til DR Congo. Mænd bevæbnede med macheter og skydevåben angreb lejren, angreb dens faldefærdige hytter, brændte mange flygtninge levende og dræbte de der forsøgte at flygte. Overvejende kvinder og børn. FN’s flygtningehøjkommissær, Ruud Lubbers fordømte i skarpe vendinger massakren på uskyldige civile.

2005 – I januar afslørede en intern undersøgelse, at soldater fra FN’s fredsbevarende styrker havde købt sex fra piger for æg og mælk. Der var tale om piger helt ned til 13 år.

2006 – I juli gennemførtes de første frie valg i 40 år. Kabila fik 45% af stemmerne, og vandt i den vestlige del af landet. Den forhenværende rebelleder Jean-Pierre Bemba fik 20% og vandt især i den østlige del af landet, hvor swahili er det dominerende sprog. Den tidligere vicepremierminister i den første selvstændige regering, Antoine Gizenga opnåede 13%. Da Kabila ikke opnåede flertal i 1. runde måtte man vente til 2. valgrunde i oktober. Bemba erklærede at valget havde været præget af svindel. Kampe blussede op mellem tilhængere af de to kandidater, og kostede 20 livet. Under indtryk af den tiltagende spænding blev 400 FN soldater sendt til hovedstaden for at standse volden.

2006 – I september indgik Antoine Gizenga en samarbejdsaftale med Kabilas AMP. Han skulle støtte Kabila under 2. valgrunde til præsidentembedet i oktober. til gengæld skulle Gizenga være premierminister. 2. runde blev vundet af Kabila med 58% af stemmerne. Bemba accepterede resultatet og lovede at indtage pladsen som leder af oppositionen. I december blev Gizenga valgt som premierminister.

2007 – I februar kunne Gizenga præsentere sin regering bestående af 59 ministre. I november blev regeringen omdannet og reduceret til 44 ministre. Efter 40 års vestligt støttet diktatur og borgerkrig var det lykkedes at føre landet ind på et demokratisk spor.

2007 – Schweiz’ præsident, Michelin Calmy-Rey erklærede under et besøg i Congo i juli, at de penge Congos tidligere diktator Mobuto havde opbevaret i schweiziske banker ville blive leveret tilbage til det congolanske folk. I udgangspunktet var der tale om 6,6 mio. US$, men det menes at Mobuto havde flere mia. US$ på schweiziske konti.

2008 – 21. Marts. I Nyanzale og Rutshuru i Nord Kivu i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo møder Læger uden Grænser (MSF) vedvarende katastrofer – heriblandt underernæring, vold og epidemier. Regionen lider under vedvarende usikkerhed, hvor befolkningen er udsat for voldelige angreb og derfor må flygte. Her giver Romain Gitenet, der leder MSF’s indsats i Nord Kivu en opdatering på arbejdet i regionen. Læs resten her.

2008 – November. Konflikten i den Demokratiske Republik Congo har siden 1997 kostet flere end 3,4 millioner mennesker livet. Trods en fredsaftale mellem de stridende parter og indsættelsen af en overgangsregering i 2003 bliver der løbende rapporteret om henrettelser uden lov og dom, massedrab på civile, voldtægter, tortur og ulovlige fængslinger samt udbredt rekruttering og anvendelse af børnesoldater.

Mickey4700

2 Comments

  1. Hej. Jeg skal skrive om Congo under imperialismen, derfor har jeg brugt din side til at få viden fra, men jeg har brug for at vide, hvor du har fået din infomation fra. Mvh. Christian

    • Hej Christian.
      Tak fordi du vil bruge min side. Jeg har angivet den primære kilde som Wikipedia, men arbejder stadig på min links-samling side (som endnu ikke er offentliggjort, da den er temmelig omfattende!), hvor jeg har brugt forskellige tidslinjer fra medier rundt omkring – mest amerikanske/engelske kilder. Dog er en af de bedste jeg kan give dig http://www.worldatlas.com/, som jeg har lånt og oversat fra (jeg har stadig ikke fået svar på om det var i orden fra siden). Jeg kan også anbefale dig at bruge Google til at søge på “Congo timeline(s)”, da der er rigtig mange sider der bruger fra hinanden. De danske kilder er også værd at bruge fx https://www.leksikon.org/, http://denstoredanske.dk/, osv. Online avisarkiver har også været brugt – der angiver jeg dog kilde. Der hvor der ikke er angivet kilde, er som regel fordi jeg har haft informationerne på min computer uden kildeangivelser. Jeg abonnerer også på Illustreret Videnskab og Historiebladene, hvor jeg også nogle gange bruger information fra. Jeg håber du kan bruge mit svar til noget 😉

      MvH
      Michael

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *