Libyen

Libyen er et land i Nordafrika. Det ligger med middelhavskysten i nord, og grænser mod Egypten i øst, Sudan i sydøst, Tchad og Niger i syd, og Algeriet og Tunesien i vest. Libyen er med sine 1,8 millioner km² Afrikas fjerdestørste land målt i areal, og det 16. største i verden. Af Libyens 5,7 millioner indbyggere bor 1,7 millioner i hovedstaden Tripoli. Landet er traditionelt inddelt i Tripolitanien, Fezzan og Cyrenaika.

Libyen har tredjestørste BNP (KKP) pr. indbygger i Afrika, kun Seychellerne og Sydafrika har højere. En vigtig årsag til dette er landets store oliereserver og lave befolkningstal.

Libyen er siden 1969 blevet ledet af Muammar al-Gaddafi, hvis udenrigspolitik ofte har bragt ham i konflikt med den vestlige verden og andre afrikanske landes regeringer. Libyen har imidlertid opgivet sit atomvåbenprogram i 2003, og Libyens relationer til omverdenen er for tiden mindre betændt.

Libyens flag er det eneste nationalflag i verden med kun én farve og uden nogen form for mønster, symboler eller andre detaljer.

Arkæologiske fund tyder på, at sletterne langs Libyens kyst var beboet så tidligt som det 8. årtusinde f.Kr. af et neolitisk folk, som både etablerede husdyrhold af kvæg og drev agerbrug. Det område, som i dag er kendt som Libyen, har været underlagt en række forskellige folkegrupper. Både fønikerne, karthagerne, grækerne, romerne, vandalerne og byzantinerne har hersket over hele eller dele af området. Bortset fra ruiner i Kyrene, Leptis Magna og Sabratha, efterladt af henholdsvis grækerne og romerne, er der få spor af disse antikke kulturer.

Fønikerne var de første til at etablere handelsstationer i Libyen, da handelsrejsende fra Tyr (i dagens Libanon) udviklede handelsforbindelser med berbiske stammer og lavede aftaler med dem for at sikre sig deres samarbejde ved udvindingen af råvarer.

Den klart mest udbredte religion i Libyen er islam, og hele 97 % af befolkningen tilhører denne. De allerfleste libyske muslimer er sunnimuslimer, og sunni-islam er blevet både en åndelig vejleder for hver enkelt, og en hjørnesten for regeringens politik. En minoritet af muslimerne i landet (mellem 5 og 10 %) hører til ibadismen (en gren af kharijitismen), og så og sige alle disse bor i Jebel Nefusa og i Zuwarah.

En spændende hjemmeside med billeder fra hulemalerier i den libyske ørken, der kan dateres tilbage til 30,000 f.kr. kan ses her.

Google Maps

TIDSLINJE:

o. 140 mio år siden – Arkenu kraterne er et par eroderede nedslagskratere i Libyen. De er 10 km og 6.8 km i diameter. Kraterne tænkes at være sket på samme tid som et dobbelt nedslag for mindre end 140 millioner år siden (Jurassic eller yngre). Begge er synlige på overfladen.

o. 1100 FVT – Ruinbyen Leptis Magna (eller Lepcis Magna; arabisk Lebda) ligger ca. 120 km øst for Tripoli i dagens Libyen. Byen blev antageligt grundlagt af fønikerne, og fik en betydeligere rolle efter at Karthago blev en magtfaktor i Middelhavsområdet i 300-tallet FVT. Byen mistede sin betydning i 200-tallet, da handelen aftog under en økonomisk nedgangstid. Ved midten af 300-tallet var store dele af byen forladt, og i 439 havnede byen og det øvrige Tripolitanienområde i vandalernes magt, og bymurene blev revet ned på kejser Geiseriks ordre. I 523 blev byen yderligere ødelagt af berberne, før den byzantinske kejser Belisar tog kontrol over området ti år senere. I ca. 120 var byen en beskeden byzantinsk provinshovedstad, før den blev forladt omkring 650.

1075 – 715 FVT – 3. mellemliggende periode:
Inversion fra Libyen. Hovedstaden flytter rundt mellem Tanis, Libyen, Nubien og Theben.

630 FVT – Grækerne erobrede det østlige Libyen da, ifølge traditionen, emigranter fra den overbefolkede ø Thera blev beordret af oraklet i Delfi at finde sig et nyt hjem i Nordafrika. I 631 FVT grundlagde de byen Kyrene. Før der var gået 200 år havde yderligere fire vigtige græske byer blevet etableret i området: Barka (Al Marj), Euhesperides (senere kendt som Berenike, i dag Benghazi), Teuchira (senere Arsinoe, i dag Tukrah) og Apollonia (Susah), som var Kyrenes havneby. Sammen med Kyrene blev de kendt som Pentapolis (De fem byer).

o. 500-tallet FVT – I løbet af det 5. århundrede f.Kr. havde Karthago, den største af de fønikiske kolonier, udvidet sit hegemoni over store dele af Nordafrika, hvorfra punerne fremstod som en egen civilisation. Puniske bosætninger langs kysten af Libyen inkluderede Oea (Tripoli), Libda (Leptis Magna) og Sabratha. Alle disse var i et område som senere blev kaldt Tripolis, eller “De tre byer”. Libyens nuværende hovedstad Tripoli har fået sit navn efter dette område.

o. 300-tallet FVT – Romerne forenede regionerne i Libyen, og i mere end 400 år var Tripolitanien og Cyrenaika velstående romerske provinser. Romerske ruiner, som de man finder i Leptis Magna, vidner om en levende region, hvor folkerige byer og også befolkningen i mindre byer kunne nyde bylivets bekvemmeligheder. Handelsmænd og håndværkere fra mange dele af den romerske verden etablerede sig i Nordafrika, men byerne i Tripolitanien beholdte sine puniske karaktertræk, og Cyrenaika sit græske.

o. 120 – Africa var en romersk provins som omtrent omfattede det nuværende Tunesien, samt dele af Libyens middelhavskyst. Araberne kaldte senere det samme område for Ifriqiya. Africa terra (afrikanernes land) var oprindeligt (fra omkring 3. årh. f.v.t.) romernes navn på området omkring Karthago i Nordafrika, og blev først i kejsertiden brugt som navn på hele det afrikanske kontinent.

o. 700 – Under kalif Uthmans regeringstid erobrede araberne, ledet af general Abdullah ibn Saad, Libyen. De følgende århundreder tog en stor del af befolkningen i Libyen Islam til sig, også det arabiske sprog og kulturen.

1500-tallet – Osmansketyrkere erobrede landet i midten af århundredet, og de tre provinser, eller Wilayaerne, Tripolitanien, Fezzan og Cyrenaika (som sammen udgør Libyen), forblev en del af Det osmanske rige, med undtagelse af en periode med selvstyre under Karamanlidynastiet (eng. wiki).

1902 – Fransk-italiensk aftale: Italien anerkender Frankrigs ret til Marokko og Frankrig Italiens til Tripolis (Libyen).

1941 – Byen Ajdabiya er nok bedst kendt under navnet El Agheila. Byen er en kystby i bunden af Sidrabugten. Under 2. Verdenskrig var byen ramme om en række slag iØrkenkrigen. I februar 1941 blev den erobret af britiske tropper efter deres nedkæmpelse af den 10. italienske Arme i Operation Compass. De britiske styrker gjorde holdt her, mens hovedparten af den britiske styrke blev sendt til Grækenland for at kæmpe mod aksemagterne under Invasionen af Grækenland. Det gav det tyske Afrikakorps under Erwin Rommel tid til at ankomme og iværksætte en offensiv, hvor El Agheila blev generobret i marts og som fortsatte hele vejen til Tobruk og videre til den ægyptiske grænse. Rommel udbyggede forsvaret af byen og brugte den som base for sine operationer under Belejringen af Tobruk. Efter at være blevet drevet tilbage fra Tobruk i Operation Crusader i december 1941 faldt Afrikakorpset tilbage til El Agheila, hvor de stoppede tilbagetrækningen og standsede den britiske fremrykning.

1942 – I januar måned startede Rommel en ny offensiv ved El Agheila, som igen drev briterne tilbage til Tobruk, som denne gang blev erobret, og videre langt ind i Ægypten inden fremstødet blev stoppet i det Første slag om el-Alamein i juli

1942 – Rommel blev afgørende slået i det Andet slag om el-Alamein i november, og aksemagterne opgav El Agheila for sidste gang i slutningen af december 1942.

1949 – Den 21. november antog FN’s generalforsamling en resolution som fastslog at Libyen skulle blive uafhængig før 1. januar 1952.

1959 – Opdagelsen af betydelige oliereserver, og de følgende indtægter fra salg af olie gjorde at Libyen gik fra at være en af verdens fattigste nationer til at blive en meget velstående stat.

1969 – 1. september. Oberst Muammar Abu Minyar al-Gaddafi vælter kong Idris I´s styre i Libyen. Dette blev Libyens nationaldag. Gaddafi, som udråbte Libyen som den nye libyske arabiske republik, bliver fortsat betegnet som “Broderlig Leder og Guide for Revolutionen” i officielle udtalelser og presse.

1978 – 1987 – Konflikten mellem Libyen og Tchad var en tilstand med sporadisk krigførelse som varede omkring ni år. Fire gange disse år blev der foretaget interventioner fra Libysk side. Den oprindelige hensigt til Gaddafis indblanding i Tchad, var hans ambitioner om at besætte Aouzoustriben, den nordligste del mod Tchad, som grænser mod Libyen, med begrundelse i en uratifiseret aftale fra kolonitiden

1980’erne – Libyen distancerede sig gradvis fra vesten, og blev beskyldt for at stå bag stats-støttet terrorisme i stor skala.

1984 – Det norske fragtskib Germa Lionel blev taget i arrest i Libyen. Skibet, som havde et mandskab på 14 norske sømænd, blev holdt under streng bevogtning i havneområdet i 67 dage. Sømændene som arbejdede om bord på skibet, var beskyldt for spionage, og måtte ikke forlade skibet. Sømændene blev bevogtet af bevæbnede vagter, som sommetider var stærkt spirituspåvirket. Flere af mandskabet blev taget ind til afhøring, og også udsat for tortur. Matros Bjørn Pedersen blev tortureret til døde, overstyrmann Bjørn Ivar Johansen blev stærkt mishandlet, mens Arnold Kiil blev fængslet.

1987 – Efter at Libyen blev drevet ud af området, har landene normaliseret forholdet sig imellem, og konflikten om Aouzoustriben blev endelig afgjort af Den internationale domstol i Haag 3. februar 1994.

1988 – Tidligt på aftenen den 21. december lettede Pan Am 103 fra Heathrow lufthavn for at flyve over Atlanterhavet til New York. Flyet var på vingerne klokken 18.25. 38 minutter senere eksploderede det over den skotske by Lockerbie. Eksplosionen var så kraftig, at cockpittet blev revet af i et hug. Lufttrykket 10.000 meter over jordens overflade fik passagerernes lunger til at udvide sig, og de mistede bevidstheden. Nogle overlevede til de ramte jorden. Stykker af flyet og passagerernes kroppe faldt mod marker, hustage og baghaver. Flyets næse landede næsten intakt på en mark seks kilometer uden for byen. 270 mennesker døde. 11 på landjorden og alle 259, der var ombord på flyet. 13 år skulle der derefter gå, før den tidligere libyske efterretningsofficerAbdelbaset Ali Mohmed al-Megrahi blev dømt for massemordet i Lockerbie. Endelig var sagen afsluttet. Læs resten af artiklen fra Information.dk.

1991 – Der blev rejst tiltale mod to libyske efterretningsagenter i USA og Skotland for deres roller i bombningen af Pan Am flight 103. Seks andre libyere blev stillet for retten in absentia for bombningen af UTA Flight 772. FN’s sikkerhedsråd krævede at Libyen skulle udlevere de mistænkte, samarbejde i efterforskningen af flybombningerne, betale erstatning til ofrenes familier og standse al støtte til terrorisme. Libyen afviste at give et svar på kravene førte til Resolution 748 blev vedtaget, noget som betydende sanktioner mod landet oprettet med det formål at fremtvinge et svar fra Libyen. Libyens fortsatte modstand førte til yderligere FN-sanktioner i november 1993.

1999 – Fem bulgarske sygeplejere og en palæstinensisk læge blev tiltalt for med forsæt at have smittet 426 libyske børn med HIV ved et børnesygehus i Benghazi, som en del af et påstået komplot fra vest for at destabilisere regimet. I begyndelsen var 23 bulgarere og flere libyske sygehusansatte tiltalt, men efterforskningen begrænsede antallet til fem sygeplejere, to læger, en bulgarsk og en palæstinensisk, og flere libyske sygehusansatte.

2002 – I november kom det frem fra den franske efterretningstjeneste, at den britiske efterretningstjeneste betalte en al-Qaeda celle i Libyen for at myrde Gadaffi i 1996 og det lykkedes dem at få sat en kæp i hjulet, da Osama Bin Laden skulle for retten… Læs mere her (på engelsk).

2003 – Mere end et årti efter at sanktionerne mod Libyen blev indledt, ændrede Libyen politisk kurs med henblik på den vestlige verden, med en åben intention om et bedre forhold mellem Libyen og vesten. Den libyske regering offentligjorde sin beslutning om at opgive sit program for fremstilling af masseødelæggelsesvåben, og at udbetale næsten tre milliarder amerikanske dollars i erstatning til familierne af ofrene for flybombningerne i slutningen af 1980’erne. Beslutningen blev ønsket velkommen af mange vestlige lande, og blev set på som et vigtigt skridt i retning af at Libyen igen kunne blive en del af det internationale samfund. Siden 2003 har landet arbejdet i retning af et normaliseret forhold til EU-landene og USA, og står også bag udtrykket “Libyen-modellen”, som er ment som et eksempel på hvad som kan opnås ved forhandlinger hellere end brug af magt, når der bliver vist vilje til det fra begge sider.

2005 – Freedom House rankede de politiske rettigheder og borgerrettigheder i Libyen til 7 på en skala fra en til 7, hvor 7 er mindst fri, noget som gav nationen ratingen “ikke fri”.

2006 – 29. januar. I protest mod Muhammed tegningerne lukker Libyen sin ambassade i Danmark. I Mellemøsten sættes for første gang ild til Dannebrog af vrede muslimer. Alle danskere, nordmænd og svenskere opfordres til at forlade Gaza inden for 72 timer.

2006 – 18. februar. Mindst ni mennesker blev dræbt og 55 såret fredag under uroligheder i Libyen i forbindelse med protester over Muhammedtegningerne. Læs mereher.

2006 – 15. maj. USA’s udenrigsdepartement offentliggjorde at det ville genoptage sine fulde diplomatiske forbindelser med Libyen eftersom landet afsluttede sit våbenprogram. Udenrigsdepartementet fjernede også Libyen fra sin liste over stater som støtter terrorisme, hvor Libyen havde været i 27 år.

Mickey4700

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *