Marokko

Marokko er et land i Nordvestafrika. Det har grænse med Vestsahara i sydvest, og Algeriet i øst. Kystlinjen vest for landet udgøres af Atlanterhavet. Hovedstaden er Rabat. Casablanca er landets største by. Det officielle sprog er arabisk. Herudover tales i dele af landet berbisk, ligesom fransk og spansk er udbredt grundet landets fortid som fransk protektorat og spansk interesseområde.

Et hop over Gibraltar-strædet fra Spanien og du er i Marokko. Et land fyldt med mystik, farver og forunderlige dufte. Casablanca, Marrakesh og Tangier. Smager man på navnene, efterlader de en nærmest krydret fornemmelse. Og det er det Marokko er: En krydret blanding af myldrende markedspladser, læder og magiske tæpper.

I det bjergrige østlige Marokko strækker bjergkæderne Atlas og Rif sig fra syd til nord. De er dækket af sparsom bevoksning. Her bor berberfolket, der er nomader.

Man har problemer med skovene i Atlasbjergene som forsvinder og erstattes af tør busksteppe. Klimaet er ikke ideelt for landbrug alle steder, så kunstvadning udnyttes. Jo længere mod syd, jo mindre nedbør.

De største økonomiske problemer i Marokko angår arbejdsløsheden. I år 2008 anslås den til at være 9,8 %. Især landets ungdom står uden arbejde, hvilket har medført illegale udvandringer især til Frankrig og Spanien. Disse sender penge hjem til Marokko.

Byen Agadir i syd er mål for europæiske charterturister der tiltrækkes af den lange sandstrand til Atlanterhavet. Man oplevede en voldsom nedgang efter 11. september, men det ser bedre ud i dag. Fra Danmark organiserer Bravo ToursogTjæreborg rejser dertil.

Til forskel fra Algeriet og Tunesien blev Marokko aldrig formelt indlemmet i detOsmanniske imperium, men drog dog fordel af tilstedeværelsen af de tyrkiske tropper i regionen, der udgjorde en bremse for den spanske ekspansion. Den skrøbelige ligevægt gjorde det muligt for sultanerne at bevare deres uafhængighed helt frem til det 20. århundrede.

Ca. 98 % af befolkningen er sunni-muslimer, ca. 1 % er kristne og 1 % er jøder.

Landets forfatning erklærer islam som statens religion, og der garanteres religionsfrihed for alle borgere. Islamisk ret (sharia) ligger til grund for lovgivningen i alle familieretslige anliggender som f.eks. arv og skilsmisser.

Ministeriet for Religiøse Anliggender og Stiftelser sikrer, at den islamiske tradition holdes i hævd, og et stort antal imamer ved landets moskéer er ansat af ministeriet. Det marokkanske kongehus hævder at nedstamme fra profeten Mohammeds slægt.

I landets kamp for uafhængighed af Frankrig blev den islamiske tradition kraftigt fremhævet, og islam har gennem hele landets selvstændighed spillet en vigtig rolle. (Kilde: MH, IFL og DSDE)

Google Maps

TIDSLINJE:

1912 – En aftale mellem Frankrig, Spanien og Storbritannien gjorde landet til fransk protektorat og delte det op: Spanien fik Rifregionen i nord – herunder enklaverne Ceuta og Melilla – samt i syd Ifni og Sahara. England opnåede en aftale med franskmændene omkring Egypten og Sudan. Tanger blev erklæret for international frihavn, og sultanen blev gjort til en kransekagefigur.

1956 – Franskmændene blev tvunget til at anerkende Marokkos fuldstændige selvstændighed.

1956 – 7. april. Marokko genindlemmede Melilla, Tangier og den «specielle zone» i Ceuta i sit territorium, men havnene i de 2 byer er fortsat i dag under spansk kontrol. Ifni enklaven blev leveret tilbage til Marokko i 1969.

1965 – Hassan II tøvede ikke med at beordre Ben Barka dræbt. Han var leder af det stærke oppositionsparti, De folkelige kræfters nationale Union (UNFP), der krævede at der skulle gennemføres et økonomisk og socialt program til fordel for folkeflertallet af arbejdere og bønder. Forsvindingen af Ben Barka i Paris blev fulgt op af brutal repression mod de folkelige kræfter. UNFP blev splittet, og den tendens der fastholdt Ben Barkas idealer blev tvunget til at operere under jorden, mens gruppen ledet af Abderrahim Buabid tog navneforandring til Den socialistiske Union, men forrådte samtidig sine principper for at kunne tage plads som minoritetsparti i parlamentet. Partiet Istiqlal konverterede sin oprindelige antikolonialisme til højrefløjs nationalisme og ekspansionisme. Det støttede kong Hassans projekt for dannelsen af et stor-Marokko gennem anneksionen af Vestsahara og om muligt Mauretanien.

1975 – Modsætningerne i det marokkanske samfund tog til, da kong Hassan besatte Vestsahara og indledte en krig, der har ført til store politiske forandringer i Nordafrika.

1979 – Året kendetegnes ved store studenter- og arbejderdemonstrationer. Det var samtidig et hårdt slag for regeringen, at Mauretanien i august 1979 trak sig ud af krigen om Sahara. Marokko måtte nu bære eneansvaret for krigens fortsættelse.

1980-81 – Tørken førte til mangel på fødevarer og tvang regeringen til at importere disse, hvilket øgede landets udlandsgæld til et helt utåleligt niveau. IMF kom regeringen til undsætning med hastelån, men stillede samtidig krav om, at regeringen skulle fjerne subsidier til fødevarer og boliger. Det gjorde livet endnu vanskeligere for arbejderklassen. De ambitiøse planer for økonomisk udvikling kom i krise, og «eksporten af arbejdsløsheden» blev begrænset af de restriktioner Frankrig indførte mod indvandringen af emigranter. Krisen blev yderligere uddybet, da en række moderate oppositionspartier brød den politiske våbenhvile. De folkelige kræfters socialistiske Union (USFP) indledte demonstrationer vendt mod regeringen. Denne undertrykte voldsomt protesterne i Casablanca i juni 1981. De kostede ifølge de officielle oplysninger 60 dræbte – ifølge oppositionen 637. 2.000 personer blev fængslet. Den såkaldte massakre i Casablanca markerede det endelige brud mellem kongen og de resterende partier på venstrefløjen, der ikke ønskede at fortsætte med at betale den høje pris for krigen i Sahara: Over en 1 million dollars dagligt.

1983 – 10. juni. Marokkanerne gik til stemmeurnerne for at vælge 15.492 byrådsmedlemmer i hele landet. Ifølge de internationale valgobservatører var optællingstallene fra regeringen manipulerede. Oppositionen på venstrefløjen kritiserede svindlen og beskyldte kong Hassan II for at se bort fra den folkelige vilje.

1987 – FILM. Scener til James Bond-filmen “The Living Daylights” med Timothy Dalton i hovedrollen filmes i Atlasbjergene, Tangier og Ourazazate.

1988 – I maj måned, efter 12 års spændinger genetablerede Marokko og Algeriet diplomatiske forbindelser, takket være mægling fra Saudi Arabien og Tunesien. Baggrunden for afbrydelsen af relationerne havde været krigen i Sahara, hvor Algeriet åbent fra starten støttede saharaui nationalisterne. Tilnærmelsen mellem de lande muliggjorde bygningen af en gasledning, der forener begge lande med Europa over Gibraltarstrædet.

1993 – Tortur og forsvindinger er hverdag for ikke blot befolkningen i Saharui, men også for den marokkanske befolkning. Nubier Amauí der er generalsekretær for den Demokratiske Arbejderføderation blev idømt 2 års fængsel for bagtalelse af den marokkanske regering. Han blev løsladt flere måneder senere efter oppositionens sejr i parlamentet. Den marokkanske menneskerettighedsorganisation rapporterede om eksistensen af 750 politiske fanger.

1999 – Hassan II’s død i juni og hans søn Mohammed VI‘s overtagelse af tronen medførte store politiske forandringer i landet. Den nye konges første handling var benådningen af omkring 800 politiske fanger. I en TV transmitteret tale i august forpligtigede kongen sig til at bekæmpe den sociale ulighed, volden i hjemmene, arbejdsløsheden og flugten fra landområderne. Polisario hilste kongens første politiske tiltag velkommen og specielt beslutningen om at fremskynde folkeafstemningen om Vestsaharas fremtid. I november fremsatte Mohammed VI forslag om en slags selvstyre i det besatte område.

1999 – 23. juli. Sayyidi Muhammad VI ibn al-Hasan udnævnt til konge af Marokko.

2000 – I marts udløste forslag fra regeringen om større rettigheder til kvinderne både støtte- og moddemonstrationer. Med lovforslaget ville polygami blive forbudt, ægteskabsalderen for kvinder ville blive forhøjet fra 14 til 18 år, kvinden ville blive tilkendt halvdelen af værdierne ved en skilsmisse, og denne skulle overvåges af en dommer, og ikke som i dag udelukkende efter mandens for godt befindende.

2000 – I august offentliggjorde kongen fundet af store gas- og olieforekomster ved landets østlige grænse. Nogle uafhængige medier vurderede, at der kunne være tale om 20.000 millioner tønder olie.

2001 – Maj. Iflg. en rapport fra det marokkanske fængselsvæsen er landets fængselsvæsen præget af korruption, vold, sygdomme og overgreb mod børn, hvoraf mange er under 12 år. Samtidig er de 44 fængsler notorisk overbefolkede og de sanitære forhold leder tanken hen på tidligere historiske perioder. De huser 80.000 fanger, men er kun bygget til halvdelen. Iflg. rapporten er den eneste mad de indsatte får den mad deres familier bringer efter først at have måttet bestikke fængselspersonalet.

2002 – januar. Turismen faldt drastisk efter 11. september 2001 – især strømmen af turister fra USA. Myndigheder og indflydelsesrige personer i Fez samlede derfor en delegation, der i april rejste til New York for at meddele den nordamerikanske offentlighed, at den ville blive budt varmt velkommen i Marokko.

2003 – 16. maj. Et terrorattentat i Casablanca kostede 45 livet. Iflg. regeringskilder var terroristerne medlemmer af Sirat al-Mustaqim, der er en del af Salafiya-Jihadiya bevægelsen, men det var ikke muligt at fastslå, at al-Qaeda var indblandet. I forlængelse af terroraktionen vedtog Marokkos parlament meget vidtgående terrorlove, der udvider terror begrebet til at omfatte alle former for forstyrrelse af den offentlige ro og orden.

2004 – Den 24. februar ramte et jordskælv den nordøstlige del af landet med en styrke på 6,5 på Richter skalaen. Dets epicentrum lå 15 km fra byen Alhucemas. Med 564 dræbte og 300 sårede var der tale om det blodigste jordskælv siden 1960, hvor et jordskælv ødelagde byen Agadir i landets sydvestlige del og kostede 12.000 mennesker livet.

2004 – I juli blev den første handelsaftale mellem USA og Marokko indgået. Den fjernede 95% af toldtarifferne på konsum- og råvarer. USA’s landmænd menes at være blandt de mest begunstigede af den nye aftale. Samme måned havde Marokko været vært for en de største NATO flåde- og luft øvelser, og blev samtidig anerkendt af USA for sit bidrag til “kampen mod terror”.

2005 – I maj indledtes en vigtig opstand i Vestsahara rettet mod den marokkanske regering. Opstanden blev af opstandens aktivister betegnet som Saharas Intifada. Marokko slog voldsomt ned på opstanden, og lokale menneskeretsaktivister blev arresteret og i en række tilfælde underkastet tortur. Det spanske parlament forsøgte i flere omgange at sende undersøgelseskommissioner til landet, men de fik ikke tilladelse af de marokkanske myndigheder.

2005 – I august løslod Polisario sine sidste marokkanske krigsfanger. En række af de 404 frigivne fanger havde siddet over 20 år i krigsfangenskab i Polisario lejre i Algeriet.

2005 – december. En sandhedskommission – den første i den arabiske verden – konkluderede efter 2 års undersøgelser, at 592 personer var blevet henrettet under kong Hassan II’s regime i perioden 1956-99.

2006 – I april benådede Mohamed VI 48 saharui aktivister, der var blevet arresteret i 2005 for at have krævet Vestsaharas selvstændighed, men samtidig afviste kongen FN’s mægling i konflikten. Det gjaldt især FN generalsekretær Kofi Annans forslag om samlingsregering og om at gennemføre en folkeafstemning om spørgsmålet indenfor 5 år.

2007 – 18. december. Marokko moderniserer gennem Sharia. Læs artiklen her.

Mickey4700

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *