Rwanda

Rwanda er lokaliseret i det centrale Afrika og er kendt som de 1000 bakkers land pga. sin position mellem 2 bjergkæder. Det grænser op mod Den demokratiske republik Congo, Uganda, Tanzania og Burundi.

Oprindelig var landet hovedsagelig beboet af hutu- og tutsistammerne samt twa/pygmæer.

Landet har siden tidlige tider været beboet af de etniske grupper hutu (bantuer) og tuas (pygmæer), men i det 15. århundrede blev dette højland hvor 2 store afrikanske floder – Congo og Nilen – udspringer, invaderet af kriger- og kvægfolket watusi (tutsier), der kom fra Etiopien.

Landskabet er præget af et bjergrigt terræn, et utal af floder, søer og en rig fauna.

Befolkningen er koncentreret i højlandet, hvor der praktiseres subsistenslandbrug. De lavtliggende områder er præget af overgræsning, der har medført tab af naturlig bevoksning og erosion. 90 % af landets energiforbrug dækkes af træ, hvilket har ført til afskovning og erosion.

Landet er fortsat i gang med at opbygge de demokratiske strukturer efter folkemordet. Det gælder både politiske strukturer og massemedier. Det er dog ikke en proces uden problemer. Der er fortsat rapporter om journalister der forsvinder, og i 2006 lukkede regeringen en periode Radio France International, da den rapporterede kritisk om præsident Kagame og RPF.

Læs mere om Folkedrabet i Rwanda her. Og her på www.folkedrab.dk

Google Maps

TIDSLINJE:

1895 – Rwanda blev en tysk koloni og var en del af Tysk Østafrika. Efter Tysklands sammenbrud efter 1. verdenskrig overgik kolonien til Belgien, der administrerede det fra Congo (nuværende Demokratiske Republik Congo).

1959 – Tre år før selvstændigheden fra Belgien, styrtede majoriteten, hutuerne, den regerende tutsi-konge. Over flere år blev tusindvis af tutsier dræbt, og omkring 150.000 blev tvunget til flugt til nabolandene.

1961 – Efter en blodig borgerkrig besluttede den belgiske koloniadministration sig for at trække sig tilbage. Parmehutu vandt de FN overvågede valg, udråbte året efter republikken Rwanda og brød med nabolandet Burundi.

1962 – Borgerkrigen brød atter ud. Den kostede 20.000 livet og førte til, at 160.000 tutsier blev smidt ud af landet.

1973 – 5. juli. Stillet overfor truslen om en ny borgerkrig styrtede oberst Juvenal Habyarimana præsident Kayibanda. Habyarimana havde indtil da været forsvarsminister. Han opløste nu Parmehutu, fængslede Kayibanda (der døde kort tid senere) og indledte diplomatiske bestræbelser, der forsonede Rwanda med nabolandene, men hvilke relationerne havde været spændte under hans forgængers “præsidentielle monarki”.

1982 – I Uganda begyndte en massiv og voldelig fordrivning af flygtninge fra Rwanda, samtidig med at deres hjemland ikke tillod deres tilbagevenden. Hele landsbyer blev brændt ned af den ugandiske hær, der efterlod 10.000 mennesker uden hjem eller mad.

1985 – I Natursyn fortæller Leif Bugge om sit besøg hos Bjerggorillaerne i Rwanda og om mødet med Dian Fossey, den herostratisk berømte gorillaforsker, der blev fundet myrdet den 26. december i sin lejr, af en ukendt person. Man mener at hun blev dræbt fordi hun forsøgte at forhindre mordene på gorillaerne og andre dyr i Afrika. Den udryddelsestruede bjerggorilla i de centralafrikanske bjergskove er en af de berømteste af verdens truede pattedyr-arter. Historien om de sidste bjerggorillaer indeholder en masse af tragik og drama, men også en morale om sameksistensen mellem dyr og mennesker.

1986 – Ugandas præsident Musenevi erklærede, at de rwanda’er der havde opholdt sig i landet i over 10 år automatisk ville få ugandisk statsborgerskab.

1988 – Relationerne mellem Rwanda og Uganda forbedredes, og begge præsidenter skrev under på en erklæring, der bekræftede forbrødringen.

1990 – 30. september. Fred Rwigyema anførte et oprør, og trængte ind i landet fra Uganda. Han var en højtstående officer, der tilhørte tutsi minoriteten. Præsident Habyarimana anmodede Belgien, Frankrig og Zaire om hjælp, og tropper fra disse lande spillede en afgørende rolle i at slå oprørsoffensiven tilbage, selv om der også forekom kampe i hovedstaden. Et indgreb fra den belgiske premierminister, Wilfried Martens i oktober skabte våbenhvile mellem parterne.

1991 – I slutningen af januar trængte 600 soldater fra Rwandas Folkefront ind i landet fra Uganda, men en måned senere blev de slået tilbage. Frankrig sender fortsat miltære rådgivere og våben, og hæren vokser fra 5000 til 28,000.

1992 – Der blev indgået en våbenhvile, men krigen brød kort efter ud igen. I marts måned blev mindst 300 tutsier henrettet, og andre 15.000 blev tvunget til at flygte fra Mugesera regionen. Lederne af de to vigtigste oppositionspartier, den Demokratiske republikanske Bevægelse og det Liberale Parti lagde ansvaret for hændelserne på regeringen, og især på regeringspartiets milits af unge hutuer.

1993 – 3. februar. RPF angriber voldsomt, og indtager Ruhengeri og bevæger sig derefter mod hovedstaden. Hundreder af franske tropper sendes til Rwanda sammen med store lagre af ammunition for at kunne give opbakning til regeringens styrker.

1994 – i april blev Rwandas præsident Juvenal Habyarimana og Burundis præsident Cyprien Ntaryamira begge dræbt ved et mortérangreb på deres fly, da de vendte tilbage til Kigali efter at have deltaget i en fredskonference i Tanzania. Attentatet var signalet til et folkemord, der over de følgende 3 måneder kostede 800.000 tutsier og moderate hutuer livet. Da massemordet indledtes, besluttede Frankrig, USA og Belgien i april at sende tropper, for at “garantere sikkerheden og evakuere udlændingene i landet”. De franske tropper tog kontrol over lufthavnen i Kigali, for at garantere evakueringen af de 600 franskmænd i hovedstaden.

1994 – Juli. Tutsi-rebellerne overvandt hutu-regimet og folkemordet sluttede i juli måned. Omkring 2 milioner hutuer flygtede til nabolandene, da de frygtede repressalier. De fleste er senere vendt tilbage. FN nedsatte efter konflikten Det Internationale Tribunal for Rwanda for at retsforfølge de ansvarlige for folkedrab, krigsforbrydelser mv.

1995-96 – Gennem uroen blev der næsten hver uge opdaget massegrave, mens volden fra den nye rwandesiske hær – baseret på tropper fra RPF – og hutumilitserne kostede nye liv. Mange af militsernes ofre var vidner, der havde set hvad der skete i 1994 – såsom hutu embedsmænd der blev beskyldt for “kollaboration”.

1997 – Amnesty International fordømte i februar måned mordene på snesevis af civile – både hutu’er og tutsi’er – samt mordene på 4 FN embedsmænd i byen Cyangugu.

1998 – April. Trods anmodning om benådning fra både paven og FN’s generalsekretær, Kofi Annan blev 22 ansvarlige for folkedrabet henrettet på en række strategisk udvalgte pladser, hvor de mest omfattende massakrer havde fundet sted. Blandt de 4 henrettede i Kigali var hjælpe-rigsadvokaten i Kigali, Silas Munyagishali, den tidligere næstformand i den Demokratiske Republikanske Bevægelse, Froduald Karamira samt Elie Nhimiyimana, der havde organiseret massakren i Kigali bydelen Gikondo. Amnesty International karakteriserede henrettelserne som en “brutal parodi på retfærdighed, der skader ethvert håb om forsoning i Rwanda efter folkedrabet ved blot at fortsætte voldsspiralen”.

1998 – Rwandas præsident Pasteur Bizimungu erklærede overfor pressen: “Vi bærer ikke nag til europæerne, men vi må trods alt ikke glemme, at det netop er dem der er ansvarlige for det kaos, der eksisterer her i regionen”. Bizimungu sluttede sig hermed til de kritikere og til fordømmelserne fremsat af menneskerettighedsorganisationer mod Frankrig, Belgien og USA for ved deres handlinger og mangel på samme at være ansvarlige for folkedrabet. Sammenstødene mellem regeringsstyrker og hutu-militsen Interahamwe i landets nordvestlige hjørne fortsætte gennem året og efterlod hundreder af dræbte.

1999 – Oktober. Premierminister Pierre Celestin Rwigema – en af de få hutuer i regeringen – blev anklaget for at omdirigere flere hundrede tusinde dollars international bistand til sine egne projekter, som bygningen af skoler i sin hjemegn.

1999 – November. FN undskyldte officielt overfor Rwanda for sin manglende evne til at hindre folkemordet.

2000 – Februar. Anklagerne mod premierminister Rwigema skabte en umulig situation. Både pressen og resten af offentligheden beskyldte ham for svindel med offentlige midler og for at have givet tilladelse til deponering af farligt affald i Kigalis udkant.

2000 – I marts blev Rwigema erstattet af Barnard Makuza – en hutu fra samme parti som hans. Samme måned trak præsident Bizimungu sig tilbage. Anledningen var, at det ikke var lykkedes ham at få optaget nogen af sine tilhængere i den nye regering.

2000 – Marts. En offentliggjort rapport fra FN anklagede Rwanda, Burkina Faso og Togo for at støtte den angolanske guerilla UNITA. Samtidig blev Belgien anklaget for manglende interesse i at kontrollere handelen med diamanter, der ulovligt blev udført dertil fra Angola. Rwandas regering var uenig i rapportens anklager og truede med at lægge sag an mod verdensorganisationen. FN lagde i en anden rapport ansvaret på Kagame for attentatet mod Habyarimana i 1994, der udløste folkemordet.

2000 – April. Med 81 ud af 86 stemmer valgte parlamentet Paul Kagame til ny præsident.

2001 – Den demokratiske folkerepublik Congos præsident Kabila blev dræbt, mens tropper fra Rwanda kontrollerede det meste af landet.

2003 – Rwanda var det land i Afrika, der registrerede den højeste befolkningstilvækst dette år, men samtidig lever 60% under fattigdomsgrænsen.

2004 – Den 7. april indviede Kagame en højtidelighed af 10 året for de 100 dages massemord i 1994. Den 24. samme måned overtrådte han fredsaftalen med Congo fra 2002, da han beordrede sine soldater til at angribe landet.

2004 – Juni. Den tidligere præsident Pasteur Bizimungu blev idømt 15 års fængsel for opfordring til vold i samarbejde med kriminelle.

2004 – Oktober. 400 soldater fra Rwanda blev sendt som fredsbevarende tropper til Darfur, Sudan.

2005 – 23. Marts. Den Oscarbelønnede film “Hotel Rwanda” (engelsk wikipedia) med Don Cheadle i hovedrollen som rwanderen Paul Rusesabagina, der i 1994 i Kigali, beskyttede over 1000 personer, der havde søgt tilflugt fra folkemordet, fik premiere i Danmark. Han blev pludselig manager, da alle udenlandske chefer var rejst ud. Han bestak hutu-militsens ledere med whisky og penge, og det lykkedes at skaffe mad og vand til gæsterne – det sidste fra swimming-poolen – indtil de blev evakueret. Hans indsats er blevet foreviget i filmen, der dog blev optaget i Sydafrika, og hotellet danner også rammen for adskillige bøger om landet og folkemordet. Her er Hotellets officiellehjemmeside.Paul Rusesabagina er blevet kritiseret for filmens overdrivelse, samt at han profiterer på sin berømthed.

2006 – Marts. Verdensbanken, IMF og den Afrikanske Udviklingsbank besluttede at eftergive 13 afrikanske landes udlandsgæld – deriblandt Rwandas. Eftergivelsen trådte i kraft pr. 1. juli.

2006 – Juni. Joseph Serugendo der var medlem af bestyrelsen i Radio Televisión Libre under folkemordet i 1994 blev idømt 6 års fængsel for sin deltagelse og logistiske støtte til transmission af meddelelser over radio og TV, der styrede folkemordet.

2007 – April. Bizimungu blev benådet af præsident Kagame og sat på fri fod.

Mickey4700

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *