Sudan

Sudan er en tidligere engelsk koloni i Afrika. Grænselandene er Egypten, Libyen, Tchad, Etiopien, Uganda, Kenya, Eritrea, Den Demokratiske Republik Congo, og Den Centralafrikanske Republik.

Sudan er Afrikas største land og er opdelt i 3 regioner: Ørkenregionen (Sahara) i nord, sletteområderne i landets centrale del og tropisk regnskov i syd. Størstedelen af befolkningen bor i områderne langs med Nilen (Nahr an-Nil), og her dyrkes bomuld. Port Sudan (Bur Sudan) ud til det Røde Hav er udskibningshavn for landets eksport. Omkring 60 % af landet er præget af ørken og ørkendannelse. Udledningen fra fabrikker har forurenet nogle kyster og floder.

Sudan er ikke og har aldrig været en nationalstat. Inden for Sudans officielle grænser lever folk af ulige etnisk baggrund og med ulige sprog; i alt tales henved 110 ulige sprog. Befolkningen er delt i tre hovedgrupper: mod nord og omkring Nildalen bor arabere og nubier, i den centrale del ulige, fortrinsvis i det 20 århundrede indvandrede muslimer og mod syd folkeslag (dinkaer, silluker, nuirer, barier). På Darfur-plateauet bor furier, på Kordofan-plateauet folk med kordofan-sprog (koaliber, tumtumer, tegaler m.fl.). I den nubiske ørken og ved det Røde Hav bor besjaer. Henved halvdelen af befolkningen taler arabisk. Flertallet af byboer findes i de centrale og nordlige egne og er muslimer (70%), mod syd derimod landbrugere dels med stamme- eller naturreligioner (12%), dels kristne (17%).

Militære regimer, som favoriserer islamisk orienterede regeringer har siden landet blev selvstændigt, domineret landets indenrigspolitik. Bortset fra perioden 1972-1982, har landet været hærget af borgerkrig siden den gang, og Sudan har den ret kedelige rekord at have haft krig i længst tid på det afrikanske kontinent. Konflikten har sit udgangspunkt i det muslimske nordlige Sudans økonomiske, politiske og sociale undertrykkelse af kristne og afrikanske grupperinger i det sydlige Sudan. En fredsaftale mellem de stridende parter blev indgået den 9. januar 2005.

Sudan er et af verdens tre mest fattigste lande.

Google Maps

TIDSLINJE:

3000 FVT – Den konstante indflydelse fra faraonernes Egypten over de områder egypterne kaldte Kush og grækerne Nubia var en af de vigtigste årsager til, at det i denne periode fra det 3. årtusinde f.v.t. til omkring år 0 ikke var muligt at udvikle en selvstændig stat i området.

800 FVT – Kongedømmet Napata kom til, hvor forfaldet i Egypten var så fremskredent, at landet kunne regeres af udenlandske dynastier.

730 FVT – Kongerne i Napata erobrede Egypten og regerede landet frem til 663, hvor det blev erobret af assyrerne. Dynastiets fald medførte samtidig, at dets bagland i Sudan – selv om det ikke blev besat – faldt fra hinanden. Men i dets sted opstod hurtigt 3 nye riger: Nobatia, Dongola og Alodia, der eksisterede de følgende 20 århundreder.

600 – Efter indflydelse fra Etiopien konverterede landet til kristendom; et århundrede senere blev landet invaderet af araberne, der tvang kong Dongola at åbne op overfor arabiske handelsfolk og islam. Samarbejdet var baseret på en traktat, der holdt sig i over 600 år.

1100-1500 – Der dannedes under islamisk indflydelse i et bælte tværs over Afrika langs Saharas sydgrænse et antal stammestater, deriblandt Darfur, Kordofan, Silluk og Fung. Disse stammestaters udvikling er næsten ukendt, men de er blandt andet omtalt i rejsebeskrivelser af Ibn Khaldun (1332-1406). I samme periode skete en stor invandring af arabere, som blev delvist opblandede med den stedlige befolkning. Omkring 1500 EVT dannedes to islamiske sultanater: Darfur i vest og Sannar i området mellem den Hvide og den Blå Nil.

1820-22 – Det sudanesiske område blev besat af Egypten.

1823 – Khartoum blev grundlagt.

1881 – Da Mohamed Ahmad udråbte sig til “Mahdi” (frelser) og indledte et korstog for at frelse islam, mødte han øjeblikkelig forståelse – især blandt den arabisk orienterede befolkning i nord.

1885 – Mahdis tilhængere besatte Khartoum, besejrede englænderne under ledelse afgeneral Gordon og oprettede den første nationale regering. Men briterne kunne ikke tillade eksistensen af en stat, der satte sig op mod imperiets strategi for etableringen af én sammenhængende korridor af kolonier fra Cairo i nord til Kapstaden i syd.

1898 – Briterne indledte en knibtangs-operation, der mobiliserede tropper helt fra Cairo til Uganda og Kenya, og som angreb Mahdi på to fronter.

1898 – September. Også Frankrig havde et transkontinentalt Afrika projekt – omend i øst-vestlig retning -, var derfor også interesseret i Sudan og sendte også tropper dertil. Mahdi var nu under angreb på tre fronter og blev besejret. Da kolonihærene bagefter mødtes i Fachoda, var det tæt på at komme til åben krig mellem Frankrig og Storbritannien, men franskmændene endte med at anerkende briternes overherredømme over Nildalen, og der etableredes en engelsk-egyptisk kontrol over Sudan.

1899 – Et britisk-egyptisk fællesherredømme blev skabt (kondominium: Engelsk-Egyptisk Sudan).

1924-36 – Sudan var under engelsk kolonialvælde, fra 1936 atter under bristisk-egyptisk fællesherredømme.

1953 – i aftalen af 1953 erkendte såvel Storbritannien som Egypten Sudans eget herredømme.

1954 – Et parlament og et hjemmestyre blev dannets (statsminister Ismail al-Azhari).

1956 – Sudan erklærede sig selvstændigt fra Storbritannien og har siden været medlem af FN.

1958-64 – Det sudanesiske område var under general Ibrâhîm Abbuds diktatur.

1969 – 25. maj. Ved et statskup kom Jaafar Muhammad al-Numayrî (fra 1971 under titel af præsident) til magten som leder af en “Folkelig Revolutionskomite”. Politiske partier blev forbudt, Sudan proklameredes “demokratisk republik”, og der gennemførtes omfattende nationaliseringer.

1971 – Efter et forsøg på kommunistisk statskup i juli begyndte al-Numayrî repressioner mod Sudans kommunistiske parti, blandt andet henrettedes partiets generalsekretær Mahgoub. Samme år proklameredes Sudans Socialistiske Union (Sudan Socialist Union) eneste lovlige parti.

1971 – Det lykkedes den tidligere hærofficer Joseph Lagu at forene selvstændighedesrørelserne i det sydlige sudanske område i den “Syd-sudanesiske Befrielsesbevægelse” (Southern Sudan Liberation Movement). Som følge heraf indgik diktaturet i

1972 Addis Abeba en aftale om selvstyre for tre sydlige provinser ved den etiopiske kejser Haile Salassis mellemkomst.

1976 – Sudan og Egypten undertegnede en fælles forsvarsaftale, og al-Numayrî støttede i udgangspunktet Camp David aftalen undertegnet af Sadat, Carter og Begin. Men da det blev klart, at denne position isolerede landet indenfor den arabiske verden, begyndte Khartoum at distancere sig fra Cairo og nærme sig Saudi Arabien.

1980-erne – De islamisksindede kræfter begyndte at forøge deres kontrol med området.

1981 – al-Numayrî styrets skrøbelighed blev klart, da det knapt nok var i stand til at slå et statskup ned – det 22. siden al-Numayrî var kommet til magten.

1983 – Trods beskyldninger om valgsvindel blev al-Numayrî genvalgt for 3. gang.

1983 – September. Sharialoven blev uden varsel indført over hele Sudan, og der blev vedtaget en forfatning med det erklærede formål at omdanne Sudan til et muslimsk diktatur, hvilket bidrog til de sydlige områders kristnes bestræbelser på at frigøre sig fra undertrykkelse. Disse grupper samlede sig i den Sudanesiske Folkebefrielsesfront(Sudan Peoples Liberation Army).

1985 – I april rejste al-Numayrî til USA for at anmode om bistand, men kunne ikke vende tilbage til sit land: hans forsvarsminister og hærens general Abdul Rahman Suwar al Dahab havde taget magten.

1989 – Et nyt militært statskup blev gennemført, som atter bragte islamisksindede til magten, hvorefter alene Den Folkelige Islamiske Front (fra 1996 Folkekongres) blev tilladt.

1992 – I de første måneder af året fordømte USA’s kontor for støtte til ofre for katastrofer den systematiske udryddelse af personer af nubisk afstamning samt fordrivelsen af personer mod ørkenområder. Disse søgte senere mod Khartoum, hvor de blev opsamlet i lejre uden drikkevand eller latriner.

1992 – I marts indledte regeringshæren med støtte fra Etiopien, Iran og Libyen en militær offensiv mod Folkets Befrielseshær (FB), og indtog byen Bhor i syd, der var et symbol på oprøret.

1996 – Ved valget i marts blev Bashir genvalgt med 76 % af stemmerne. Efter 12 års krig, en million døde og 3 millioner drevet på flugt, syntes mulighederne for fredelig sameksistens mellem “teokraterne” i nord og rebellerne i syd at blive stadig ringere.

1998 – I januar indførte USA en økonomisk blokade af Sudan. Supermagten anførte som baggrund, at Sudan “støtter den internationale terrorisme”, træner oppositionsgrupper fra nabolandene for at destabilisere disse og iøvrigt mangler respekt for de menneskelige rettigheder.

1998 – Den sudanesiske guerilla påtog sig skylden for det attentat i februar i hvilket vicepræsident Al Zubair Mohamed Saleh døde, da hans fly styrtede ned i området omkring Nasir, 700 km fra Khartoum. Iflg. observatører får de kristne rebeller i Folkets Befrielseshær støtte fra USA gennem Uganda, Etiopien og Eritrea. Den katolske kirke i Sudan besluttede for første gang at deltage i fredsforhandlingerne mellem den sudanesiske regering og SPLA, der gik ind på at forhandle.

1999 – En meningitis epidemi ramte landet i marts. Alene i Khartoum døde 30 mennesker om dagen. Det var hovedstadens forstæder der var hårdest ramt.

1999 – Efter en investering på 3 mia. dollars kunne landet i juni indvie en 1500 km lang olierørledning. Det gjorde det muligt at udnytte oliekilder, som krigen og landets politiske problemer hidtil havde gjort utilgængelige.

2001 – I december meddelte regeringen, at den havde løsladt over 14.500 overvejende sorte slaver. Det skete efter 6 måneders kampagne fra menneskerettighedsorganisationernes side.

2002 – USA havde allerede tidligere erklæret adgangen til Afrikas olie som et emne af “national interesse”, og udenrigsminister Colin Powell havde ifbm. forhandlingerne i Kenya truet med at tredoble USA’s bidrag til SPLA til 300 mio. US$ og med at fastholde blokaden af Sudan, hvis der ikke inden marts 2003 blev indgået en fredsaftale.

2003 – Ifølge rapporter fra Human Rights Watch blev janjawid militserne allerede før 2003 støttet af centralregeringen med våben, træning og andet udstyr. Den gennemførte den brændte jords politik og foretog etniske udrensninger hvor den trængte frem. Overgrebene havde i 2004 kostet 10.000 mennesker livet, ødelagt 2.300 landsbyer og bosættelser og drevet 1 mio. på flugt. De søgte beskyttelse omkring Sudans byer, eller krydsede over grænsen til Chad i et forsøg på at undslippe tortur, voldtægt og tyverier, der gennemførtes i fuldstændig lovløshed. Verdensorganisationen mod Tortur kritiserede samme år anvendelsen af tortur mod selv børn i Darfur.

2003 – I oktober blev den islamiske leder, Hassan al-Turabi løsladt. Han havde været fængslet i flere år. Samtidig blev forbuddet mod hans parti, den Islamiske Nationalfront (NIF) ophævet. Det vurderedes at 92% af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen.

2004 – I juni besøgte USA’s udenrigsminister Colin Powell Sudan og forsøgte at lægge pres på regeringen for at få den til at indstille angrebene på civilbefolkningen i Darfur. USA gjorde samtidig opmærksom på, at FN’s Sikkerhedsråd kunne vedtage sanktioner, hvis volden fortsatte. FN’s generalsekretær, Kofi Annan erklærede, at hvis Sudans regering ikke kunne beskytte befolkningen i Darfur, så måtte det internationale samfund reagere. FN karakteriserede situationen som verdens aktuelt alvorligste humanitære katastrofe.

2005 – En våbenhvile mellem de stridende parter i det sydlige sudanesiske område blev indgået og accepteret, der på daværende tidspunkt havde krævet henved 2 milioner ofrer, og Sudans sydlige dele fik en 6-årig autonomi og derefter ret til at gennemføre en afstemning om uafhængighed. Trods ulige aftaler er krigene ikke stoppet, fra juli 2003 er der nye konflikter, nu også om Darfurs fremtid (se “Konflikten i Darfur“).

2005 – januar. Med fredsaftalen får oprørsleder John Garang del i Sudans oliemillioner. Men undersåtterne er utilfredse og ser ham som en korrupt, egenrådig eksil-konge der bruger mere tid i udenlandske hovedstæder end på den golde slagmark. Som leder af SPLM, Sudans største oprørsgruppe, står han nemlig til fremover at få kontrol med 50 procent af udbyttet fra landets 320.000 t¸nder daglige olieproduktion takket være den fredsaftale, han søndag skrev under på med landets islamiske regering. En aftale der skal træde i kraft efter en seksmåneders periode og som tillige gør Garang til vice-præsident i en ny fælles regering. Læs artikel kopieret fra Berlingske.dk her.

2005 – I marts blev det vurderet, at 180.000 mennesker var døde under konflikten i Darfur i de foregående 18 måneder, at 2 mio. var flygtet fra deres landsbyer for at søge tilflugt i de vigtigste byer, og at 200.000 var flygtet til Chad. FN’s Specialkommission for Darfur konkluderede, at Sudans regering ikke havde gjort sig skyldig i folkemord – hvilket ellers ville have pålagt det internationale samfund at gribe ind – men at den derimod havde gjort sig skyldig i “alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og international humanitær ret”, og at det kan retsforfølges som forbrydelser mod menneskeheden.

2005 – august. Vicepræsident og kristen partisanleder John Garang som havde stået i spidsen for 20 års væbnet kamp mod muslimerne i nord Sudan døde i en flyulukke. Regeringen nedsatte en undersøgelseskommission til klarlæggelse af, om der var tale om en ulykke eller et attentat. Læs om optøjerne efter nyheden om hans død her i BT.

2007 – I maj indgik Sudan og Chad en fredsaftale i Saudi Arabien om at indstille træfningerne mellem de to landes 1000 km lange grænse, der udgør den vestlige del af Darfur. Konflikten var formelt startet, da Chad i december 2005 erklærede sig for at være i krigstilstand med Sudan, fordi Darfur konflikten spredte sig ind over dens grænse.

2007 – I juli vedtog FN’s Sikkerhedsråd en resolution, der autoriserede en styrke på 26.000 fredsbevarende styrker fra FN og den Afrikanske Union at gå ind i Darfur. Sudans regering erklærede, at den agtede at samarbejde med freds-missionen og iøvrigt fortsat søgte en forhandlingsløsning som en politisk løsning på konflikten.

2007 – 17. december. Det anslås at mere end 250.000 har mistet livet i området i de sidste halvandet år.

2008 – 24. oktober. Freden mellem Nord- og Sydsudan har fået tusindvis af sydsudanere til at vende hjem. Men 26-årige Abraham tøver stadig. Hans historie rummer al den grusomhed, som Sudans lange borgerkrig har medført. Læs den her.

Læs her om Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Sudan.

Mickey4700

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *