Sydsudan

Sydsudan er pr. 9. juli 2011 verdens nyeste land og var tidligere en region i Sudan. Det har historisk været uafhængigt og som et resultat af den 2. sudanske borgerkrig vandt det status som autonom region. Fra den 9. januar 2011 og en uge frem blev der afholdt en folkeafstemning om fuldstændig uafhængighed fra regeringen i Khartoum. Resultatet af denne afstemning blev 98,83 % for løsrivelse. Den 9. juli 2011 deltes Sudan, og en ny stat skabtes. Sydsudans hovedstad er Juba. Sydsudan har grænser mod nord til Sudan, mod øst til Etiopien, mod sydøst til Uganda og Kenya, mod sydvest til Den Demokratiske Republik Congo og endelig mod vest til Den Centralafrikanske Republik. 14. juli 2011 blev Sydsudan optaget i FN som medlemsland nummer 193.

Sydsudans areal er 619.745km2, hvilket er over dobbelt så stort som Italien (og mere end fjorten gange så stort som Danmark). Regionen har ingen kyst, men Den Hvide Nil løber tværs igennem Juba og Sydsudan. I grænselandet mellem Nordsudan og Sydsudan er der betydelige olieforekomster. Sydsudan er præget af store jungle- og sumpområder i modsætning til det nordlige Sudan, der hovedsageligt består af ørken.

Langs grænsen til Uganda løber Imatongbjergene med landets højeste punkt, Mount Kinyeti på 3187 m.

Der er ikke mange skrevne kilder til tidlig Sydsudanesisk historie, men ifølge de mundtlige overleveringer var Sydsudan befolket af nomadefolk, indtil nilfolkene (Dinka-, Nuer- og Shillukfolket) slog sig ned i Sydsudan omkring det niende århundrede.

Kristendommen nåede det som senere blev det nordlige Sudan, da kaldet Nubien, allerede i løbet af det første århundrede efter Kristus. Dette udviklede sig særlig under indflytelsen fra Østromerriget. Særlig influerede byzantinsk arkitektur på de tidlige kristne kirker i det nedre Nubien.

Google Maps

TIDSLINJE:

1400-tallet – De egyptiske mamelukker ødelagde Dongola  i det 14. århundrede og Alodia omkring år 1500. Disse invasioner fandt konstant sted trods dannelsen af nye riger. Der var nu tale om muslimske riger i Sennar – ved den Blå Nil (Al-Bahr al-Azraq) – Kordofan længere mod vest og Darfur midt i ørkenen.

1822 – Nordsudan blev indtaget af en osmannisk-ægyptisk invasionshær ledet afMuhammed Ali, mens Sydsudan forbliver frit.

1899 er både Nordsudan og Sydsudan under egyptisk/britisk overherredømme. Indtil ganske få år før deres fælles uafhængighed fra Storbritannien behandles Nordsudan og Sydsudan som separate regioner. Praktisk skilles regionerne ved den 8. breddegrad, og af hensyn til risikoen for spredning af sygdomme begrænses enhver bevægelse på tværs af denne breddegrad så vidt muligt.

1955 – Borgerkrig mellem Nordsudan og Sydsudan. Sydsudan nægter at blive styret fra Khartoum. Dette udgør indledningen til en blodig konflikt mellem Nordsudan og Sydsudan, hvor regeringen i Khartoum menes at have begået folkedrab mod befolkningen i Sydsudan.

1956 – 1. januar. Sudan opnåede selvstændighed, men allerede på det tidspunkt var der uroligheder i den sydlige del af landet, da man frygtede arabisk-muslimsk dominans fra det nordlige område. Det udviklede sig til en borgerkrig, der først ophørte i 1972, da Sydsudan fik delvist selvstyre.

1980’erne – I begyndelsen af 1980’erne kom det imidlertid til en ny borgerkrig, Den 2. Sudanske Borgerkrig, efter at National Islamisk Front havde fået stadig mere indflydelse, og der i 1983 blev indført sharia (islamisk lov). I 1985 indstillede USA sine kreditter til landet, og IMF gennemtvang prisstigninger på fødevarer. Oprøret bredte sig nu også til hovedstaden. I april 1985 rejste Nimeiry til USA for at anmode om bistand, men kunne ikke vende tilbage til sit land: hans forsvarsminister og hærens general Abdul Rahman Suwar al Dahab havde taget magten.Oprørsbevægelsen SPLM greb til våben og havde i 1989 fået kontrol over det meste af Sydsudan. Den langvarige borgerkrig blev usædvanlig blodig, idet den kostede ca. 2 mio. mennesker livet og drev ca. 4 mio. på flugt.

1992 – I de første måneder af året fordømte USA’s kontor for støtte til ofre for katastrofer den systematiske udryddelse af personer af nubisk afstamning samt fordrivelsen af personer mod ørkenområder. Disse søgte senere mod Khartoum, hvor de blev opsamlet i lejre uden drikkevand eller latriner.

1998 – I januar indførte USA en økonomisk blokade af Sudan. Supermagten anførte som baggrund, at Sudan «støtter den internationale terrorisme», træner oppositionsgrupper fra nabolandene for at destabilisere disse og iøvrigt mangler respekt for de menneskelige rettigheder.

En måned senere opfordrede FN det internationale samfund til at give Sudan 100 millioner dollars i bistand for at komme de 4 millioner ofre for krig og tørke til undsætning.

1999 – marts. En meningitis epidemi ramte landet. Alene i Khartoum døde 30 mennesker om dagen. Det var hovedstadens forstæder der var hårdest ramt.

2001 – I december meddelte regeringen, at den havde løsladt over 14.500 overvejende sorte slaver. Det skete efter 6 måneders kampagne fra menneskerettighedsorganisationernes side.

2004 – I juni besøgte USA’s udenrigsminister Colin Powell Sudan og forsøgte at lægge pres på regeringen for at få den til at indstille angrebene på civilbefolkningen i Darfur. USA gjorde samtidig opmærksom på, at FN’s Sikkerhedsråd kunne vedtage sanktioner, hvis volden fortsatte. FN’s generalsekretær, Kofi Annan erklærede, at hvis Sudans regering ikke kunne beskytte befolkningen i Darfur, så måtte det internationale samfund reagere. FN karakteriserede situationen som verdens aktuelt alvorligste humanitære katastrofe.

Iflg. FN peger mordene og den massive fordrivelse af civilbefolkningen på en «bevidst kampagne for etnisk rensning». Sudans regering fortsatte sin afvisning af at den skulle støtte de arabiske militser der angriber landsbyerne. De humanitære organisationer kritiserede samtidig regeringen for at lægge hindringer i vejen for distributionen af fødevarer og medicin. Sudans udenrigsminister, Mustafá Ismail indrømmede, at der eksisterede et «problem» i Darfur, men han anså det for voldsomt overdrevet, og han lovede at hans regering ville tage en række skridt til løsning af problemet, endnu inden afslutningen på Powells besøg.

I juli flyttede FN tusinder af flygtninge til mere sikre lejre. Samtidig fortsatte tusindvis af sudanesere deres flugt til Chad pga. den fortsatte vold i Darfur. De humanitære organisationer anklagede janjawid militserne for at være de ansvarlige for fordrivelsen af 1,2 mio. sudanesere ud af landet. Samtidig opfordrede USA FN til at vedtage sanktioner mod Sudan, eftersom centralregeringen udviser en lammende passivitet i håndteringen af den humanitære katastrofe i Darfur.

2005 – I marts blev det vurderet, at 180.000 mennesker var døde under konflikten i Darfur i de foregående 18 måneder, at 2 mio. var flygtet fra deres landsbyer for at søge tilflugt i de vigtigste byer, og at 200.000 var flygtet til Chad. FN’s Specialkommission for Darfur konkluderede, at Sudans regering ikke havde gjort sig skyldig i folkemord – hvilket ellers ville have pålagt det internationale samfund at gribe ind – men at den derimod havde gjort sig skyldig i «alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og international humanitær ret», og at det kan retsforfølges som forbrydelser mod menneskeheden. Kommissionen anbefalede specielt, at Sikkerhedsrådet lod FN’s krigsforbryderdomstol ICC undersøge situationen til bunds. Det skabte hurtigt stor uenighed. USA der bekæmper ICC foreslog istedet at der til formålet blev oprettet en speciel ad-hoc domstol i Arusha, Tanzania, og at Sikkerhedsrådet vedtog sanktioner overfor Sudan. EU på den anden side støttede forslaget om, at ICC skulle sættes på sagen.

2008 – Efter den 2. sudanesiske borgerkrig blev der rejst tiltale ved Den Internationale Straffedomstol, ICC, mod Sudans præsident, Omar al-Bashir for ligeledes at organisere folkedrab på befolkningen i Sydsudan.

2010 – Nadia Plesners store maleri Darfurnica er en moderne version af Picassos Guernica. Med maleriet ville Nadia Plesner gøre opmærksom på de frygtelige krigsforbrydelser og den humanitære situation i Darfur-konflikten i Sudan og omverdenens ligegyldighed med problematikken. Plesner mente endvidere, at medieverdenen fokuserede mere på kendisser end på humanitære katastrofer.

2011 – Siden fredsplanens gennemførelse med folkeafstemningen om uafhængighed den 9. januar har situationen været forholdsvis fredelig, om end der er forekommet mindre sammenstød med oprørsgrupper.

Israelske fly bombede i slutningen af oktober Yarmouk fabriksanlægget i udkanten af Sudans hovedstad, Khartoum. Israel ville hverken be- eller afkræfte angrebet, men karakteriserede fabriksanlægget som en «våbenfabrik financieret af Iran» og karakteriserede Sudan som en «terrorstat». Nu var det godt nok ikke Sudan der bombede Israel, men derimod Israel der bombede Sudan. Angrebet på fabriksanlægget i Khartoum, 1600km fra Israel blev af internationale iagttagere betragtet som en øvelsesoperation forud for et eventuelt israelsk luftangreb på Iran. Israel bombede sidst Sudan i februar 2009. USA bombede i 1998 en påstået våbenfabrik i Khartoum, der efterfølgende viste sig at have været en medicinfabrik.

2012 – Der udbrød uroligheder ved grænsen til Sudan om bl.a. rige oliefelter. I september blev der indgået aftaler mellem de to lande om olieeksport og etablering af en demilitariseret zone langs grænsen.

2013 – 9. juni. Kun et par måneder efter at en længerevarende strid blev bilagt mellem Sudan og Sydsudan, har den sudanesiske præsident, Omar Hassan al-Bashir, beordret, at den centrale olieledning fra Sydsudan ind i Sudan lukkes søndag. Et stop for olieeksporten vil medføre betydelige økonomiske problemer for de to underudviklede afrikanske lande, som i vid udstrækning har levet af indtægterne fra olien.

Mickey4700

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *