Tchad

Tchad/Chad er en indlandsstat i Centralafrika. Landet grænser op til Libyen mod nord, Sudan mod øst, Centralafrikanske Republik mod syd, Cameroun og Nigeria mod sydvest, og Niger mod vest. Den nordlige del af Tchad ligger i Sahara-ørkenen.

Tchad inddeles i tre større geografiske regioner: en ørkenzone i nord, et tørt sahelbælte i midten og en mere frugtbar savanne mod syd. Landet er opkaldt efter Tchad-søen, som er det største vådområde i Tchad og det næststørste i Afrika. Tchads højeste bjerg er Emi Koussi, en inaktiv vulkan i Tibesti, er med sine 3.414 meter over havet det højeste punkt i Tchad og i Sahara, og den største by er hovedstaden N’Djamena. Tchad er beboet af over 200 forskellige etniske og sproglige grupper. De officielle sprog er fransk og arabisk og islam er den mest udbredte religion i landet.

I begyndelsen af det syvende årtusind f.Kr. flyttede store grupper af mennesker ind i Tchad-sænkningen. I slutningen af det første årtusind f.Kr. kom og faldt en række stater og imperier i Tchads sahelbælte, hvor alle fokuserede på kontrol over de transsahariske handelsruter, som passerede gennem regionen.

Nogle af de vigtigste arkæologiske fundsteder i Afrika findes i Tchad, først og fremmest i Borkou-Ennedi-Tibesti-regionen. Nogle af fundstederne er fra før 2000 f.Kr. Tchad-sænkningen har i over 2000 år været et landbrugssamfund med faste bosættelser. Området blev mødested for forskellige civilisationer, hvor den første af disse var den legendariske Sao, kendt gennem kunstgenstande og mundtlige overleveringer. Saoerne var en afrikansk civilisation, som levede nær floden Chari syd for Tchad-søen i territoriet, som senere blev en del af Cameroun og Tchad.

I de senere år har Darfur-konflikten spredt sig over grænsen fra Sudan og destabiliseret landet. Etnisk motiveret vold er de seneste år øget i det østlige Tchad, og FN’s Flygtningehøjkommissariat har udtrykt bekymring for, at et folkedrab som det i Darfur kan bryde ud i Tchad.

Der er mange aktive politiske partier i Tchad, men magten ligger fast i hænderne på præsident Déby og hans parti Mouvement patriotique du Salut. Tchad er fortsat ramt af politisk motiveret vold og stadige forsøg på statskup. Det er et af de fattigste og mest korrupte lande i Afrika. De fleste tchadere lever i fattigdom og driver landbrug og husdyrhold til eget brug. Den traditionelle bomuldsindustri var landets fremmeste kilde til eksportindtægter frem til 2003, da råolie tog over.

Google Maps

TIDSLINJE:

ca. 700 – 1376 – Kanem-riget var et førkolonialistisk afrikansk rige bestående omtrentlig af dagens Tchad og Libyen. Ved højden af sit vælde bestod det af et område som ikke bare dækkede mesteparten af Tchad, men også dele af det sydlige Libyen og østlige Niger. Kanem-rigets historie fra 1200’erne og fremover er hovedsageligt kendt fra Girgam-krøniken som blev genopdaget i 1851 af den tyske opdagelsesrejsende Heinrich Barth (16. februar 1821 – 25. november 1865), der var en tysk opdagelsesrejsende og Afrika-forsker. Han deltog 1849-1855 i en britisk ekspedition gennem Sahara til det vestlige Sudan og som den eneste overlevende leder nåede han tilbage til Tripoli i 1855. Turen havde strakt sig over 20.000 km og givet forøget viden om Sahara, Sudan og Benueflodens øvre løb. Barth udgav i 1858 “Reisen und Entdeckungen in Nord- und Zentralafrika”.

1891 – Frankrig invaderede Tchad, og udvidelsen af den franske kolonimagt førte til at Territoire Militaire des Pays et Protectorats du Tchad blev dannet i 1900.

1920 – Frankrig havde sikret sig fuld kontrol over det område, som blev kolonien. Det franske styre i Tchad var kendetegnet af en politik, som var fraværende i forhold til forening af området, og af langsom modernisering.

1929 – Frankrig indførte storskala bomuldsproduktion. Kolonialadministrationen i Tchad var kritisk underbemandet, og måtte belave sig på brug af mindre attraktive arbejdere fra den franske statsadministration. Den franske tilstedeværelse var minimal i den nordlige og østlige del af kolonien, kun i syd blev der udøvet et effektivt styre, en negligering, som ramte uddannelsessystemet.

1960 – Under ledelse af François Tombalbaye blev Tchad selvstændig, men hans politik vakte misfornøjelse i den muslimske norddel af landet, hvilket kulminerede i udbruddet af en langvarig borgerkrig i 1965.

1975 – Tombalaye blev styrtet og dræbt, men oprøret fortsatte.

1979 – Oprørerne erobrede hovedstaden og gjorde en ende på hegemoniet fra syd. Rebellernes ledere kom imidlertid i indbyrdes strid indtil Hissène Habré besejrede sine rivaler.

1987 – Væbnede grupper, hvoraf mange fra den nordlige del af landet, kæmpede om magten. Opløsningen i Tchads styre førte til at Frankrigs stilling i landet kollapsede. Libyen invaderede Tchad for at fylde det magtvakuum, der var opstået, og blev involveret i borgerkrigen. Invasionen endte katastrofalt for Libyen, da den franskstøttede præsident Hissène Habré, med et forenet Tchad i ryggen, drev Libyens hær ud af Tchad. Habré konsoliderede sit diktatur gennem et magtsystem baseret på korruption og vold, og anslået 40.000 mennesker blev dræbt under hans styre. Præsidenten favoriserede sin egen etniske gruppe dazaerne, og diskriminerede zaghawaerne, som var hans tidligere allierede.

1987 – Tchad havde kun 30 km asfalterede veje. Senere projekter har dog forbedret vejnettet så det omfattede 550 km i 2004. Vejnetværket har imidlertid fortsat begrænsninger, og vejene er fortsat ubrugelige flere måneder om året. Fordi landet ikke har eget jernbanenet til havet er Tchad meget afhængig af Camerouns jernbane til Atlanterhavet, for eksport og import af varer til og fra havnen i Douala. N’Djamena har en international lufhavn med direkte ruter til Paris og flere afrikanske byer.

1990 – Hissène Habré blev styrtet af sin general Idriss Déby. Déby forsøgte at forsone oprørsgrupper, og genindførte flerpartisystemet.

1996 – Befolkningen godkendte en ny forfatning ved en folkeafstemning og samme år vandt Déby med lethed et præsidentvalg med flere kandidater. Fem år senere blev han genvalgt for en ny periode på fem år.

1999 – De fransk-tchadiske forbindelser blev imidlertid forringet, da tildelingen af borerettighederne for olie blev tildelt det amerikanske selskab Exxon.

2003 – Tchad begyndte olieudvinding med håb om at landet endeligt skulle kunne opnå fred og velstand. I stedet førte øgede interne modsætninger til udbruddet af en ny borgerkrig. ExxonMobil er leder af et konsortium, der også inkluderer Chevron og Petronas, som har investeret 3,7 milliarder dollar i udvindingen af formodentligt opmod en milliard tønder olie i den sydlige del af landet.

2005 – Transparency Internationals korruptionsindeks for 2005 udpegede Tchad som verdens mest korrupte land.

2005 – menneskerettighedsorganisationer og oppositionspartier støttede en boykot af folkeafstemningen, som gav Déby ret til at stille til genvalg i en tredje periode, et valg som pågik, mens der blev rapporteret om uregelmæssigheder i stemmeregistreringen og regeringsstyret censur af uafhængige medier. Korrespondenter anså præsidentvalget i 2006 som en ren formalitet, da oppositionen anså valget som en farce og boykottede det.

2006 – Déby blev genvalgt i en tredje periode ved et valg, som blev boykottet af oppositionen.

2006 – Oprørere forsøgte at erobre hovedstaden, og igen i 2008, men forsøgene mislykkedes begge gange.

2006 – 14. juli. Verdensbanken og Tchad undertegnede en erklæring, hvor Tchads regering forpligter sig til at øremærke 70% af sit forbrug på programmer for fattigdomsbekæmpelse.

2007 – havde landet ifølge Transparency Internationals korruptionsindeks en score på 1,8 på en skala fra en til ti (hvor ti er mindst korrupt). Kun Tonga, Usbekistan, Haiti, Irak, Myanmar og Somalia havde en lavere score. Kritikere af præsident Déby har beskyldt ham for diskrimination og favorisering af personer med samme etniske baggrund.

Mickey4700

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *