Tunesien

Tunesien er et land i Nordafrika med grænse til Middelhavet, Algeriet og Libyen. Landets sydlige dele ligger i Sahara, men mod nord findes frugtbare floddale og kystsletter. Området har vinterregn, kunstvanding er nødvendig. Befolkningen er blandet, omfattende lokale berbere og indvandrere især fra Mellemøsten.

Groft kan Tunesien inddeles i tre geografiske zoner: mod nord Atlasbjergene, der strækker sig fra den algeriske grænse til middelhavskysten. I dette område ligger det bjergrige plateau Dorsale, der strækker sig mod nordøst, samt Kroumiriebjergene, der løber side om side med den nordlige kystslette langs Middelhavet. Disse systemer af bjergkæder rummer frugtbare dale og flodsænkninger, hvor det ved hjælp af kunstvanding er muligt at drive agerbrug.

Lige syd for bjergene befinder der sig et tørt steppeplateau gennemhullet af saltsøer. Endnu længere sydpå slår stepperne over i Saharas ørkener.

Industrien er i vækst, og storbyerne vokser kraftigt med bl.a. sociale problemer til følge. Industrien omfatter fødevareforarbejdning og forædling af de mineralske ressourcer; derudover eksisterer der en bred oliesektor. Der er stor turisme, bl.a til de solrige badesteder ved Sousse og byen Kairouan, en af islams hellige byer. Turistbranchen beskæftiger godt og vel 200.000 mennesker. Mellem 1991 og 1995 lå Tunesiens økonomiske vækst på gennemsnitligt 4,2%. Inflationen er moderat.

Menneskerettigheds-situationen er fortsat vanskelig og ytringsfriheden betydeligt begrænset. Nyheds-medier såvel som Internettet er under stats-kontrol, hvilket har ført til skærpet kritik fra EU. Tunesien har oplevet terroranslag i 2002 samt 2007, men generelt er landet præget af sikkerhedsmæssig stabilitet, en relativt høj levestandard og gode uddannelsesmuligheder. Tunesien har siden uafhængigheden i 1956 lagt vægt på styrkelse af kvinders rettigheder, flerkoneri er forbudt og landets familielovgivning er enestående i den arabisk-islamiske verden.

Google Maps

TIDSLINJE:

800-tallet FVT. Området blev koloniseret af fønikierne, der bl.a grundlagde Karthago. På kort tid udviklede landet sig til en væsentlig magtfaktor med besiddelser på blandt andet den Ibiriske Halvø.

146 FVT. Efter den tredje Puniske Krig blev området erobret af romerne.

600-tallet – Araberne kom til landet og med dem indførelsen af islam og et nyt statsstyre.

1534 – August. Udviklingen af den europæiske søfart i Middelhavet trak tyrkiske sørøvere til regionen, og den mest berygtede af disse, Khayr ad-Din (også kendt som Rødskæg) oprettede sin operationsbase i Tunis. Den algiersk-tunesiske kyst kom dermed under osmanniske sultaners kontrol. Men det indre af landet var fortsat på berber stammernes hænder. Det var nødvendigt at forsone sig med disse, og tyrkerne tillod derfor at den udnævnte guvernør (bey) fik omfattende autonomi, og der udviklede sig et arvefølge monarki.

1575 – Landet blev en del af Osmannerriget.

1871 – Tunesien var et fransk protektorat til selvstændigheden i 1956.

1881 – Tunis blev besat af Frankrig, og det holdt lige indtil 1956.

1925 – En kampagne for en ny forfatning indledtes i Tunis (Destur 1), der skulle skaffe landet autonomi.

1952 – Efter den 2. verdenskrig vandt selvstændighedspartiet Neo Destour i betydning, og det kom til antikoloniale rejsninger, der i 1952-55 mundede ud i væbnet kamp.

1956 – Habib Bourguiba blev landets første præsident. Under hans ledelse (1956-1987) skete der store forandringer i Tunesien. Der blev opført skoler og undervisningspligt til 6. klasse både for piger og drenge, og kvinderne fik stemmeret. Studerende fik hjælp til at studere i udlandet, mod at de tog hjem til Tunesien efter uddannelsen. Han forsøgte at gøre Tunesien til en moderne stat, efter vestlig forbillede. Imidlertid gjorde han også landet til en etpartistat, og udnævnte sig selv til præsident på livstid.

1964 – Neo Destour omdannede sig til Socialistpartiet Destour (PSD), der frem til 1981 var landets eneste legale parti.

1972 – En ny investeringslov gjorde nærmest hele landet til frizone for eksportvirksomhederne. Samtidig blev Habib Bourguiba – den “Øverste Kæmper” – udnævnt til præsident på livstid.

1976 – FILM – Star Wars af George Lucasblev i midten af 1970erne delvis optaget ved hulebyen Matmata der ligger ved kanten af Sahara.

1982-1993 – Den Arabiske Liga (PLO) havde hovedkvarter i Tunesien i denne periode.

1985 – PLO´s hovedkvarter i Tunis blev bombet af det israelske luftvåben. Man håbede på at ramme Yasser Arafat.

1986 – Under Bourguibas præsidentperiode udviklede Tunesien til det mest vestligt orienterede i den arabiske verden. Men fra 1986 stillede den islamiske reaktion en række fundamentale spørgsmål ved det civile samfund: religionens betydning i den enkeltes og samfundets liv, samt landets islamiske bevidsthed. Endvidere stillede den spørgsmål ved kvindens frigørelse og indflydelsen fra den europæiske turisme.

1987 – På grund af alderdomssvækkelse blev man nødt til at afsætte Habib Bourguiba, og det skete ved et kup af Zine El Abidine Ben Ali. Efter dette indledtes en “national forsoningsproces”, der bl.a. indebar, at hundredevis af politiske fanger blev løsladt, og en række lukkede dagblade fik lov at genåbne.

1990 – I juni offentliggjorde Amnesty International en rapport om Tunesien, i hvilken der blev berettet om tortur og mishandling af fanger i isolation. Amnesty International anmodede endvidere om, at to dødsdomme blev omstødt – uden held.

2000 – Habib Bourguibas død i april måned samlede de politiske ledere fra Europa og den arabiske verden. Præsidenterne Jacques Chirac fra Frankrig, Abdelaziz Bouteflika fra Algeriet og Yasser Arafat fra Palestina deltog i begravelsen, der fandt sted i den tidligere præsidents fødeby, Monastir.

2002 – I april blev den gamle jødiske synagoge Ghriba på øen Djerba mål for et bombeattentat. Den blev denne måned besøgt af jøder fra hele verden på pilgrimsrejse. Attentatet kostede mange dræbte – deriblandt også tyske turister. Regeringen hævdede først at der var tale om en ulykke, men indrømmede siden at der var tale om et attentat. Myndighederne lagde ansvaret på en tuneser, der bor i den franske ny Lyon. Iflg. myndighederne havde han fået hjælp af et familiemedlem i Tunesien.

2003 – USA’s udenrigsminister Colin Powell besøgte i december Tunesien for at diskutere krisen i Mellemøsten og for at overbringe en invitation fra præsident Bush om at besøge USA i februar 2004.

2004 – I februar rejste Ben Alí på officielt besøg i USA og havde der flere møder hvorunder der blev diskuteret emner af bilateral interesse og diskuteret situationen i Mellemøsten.

2007 – En NGO i Tunis der overvåger ytringsfriheden i landet skrev i sin rapport fra april, at ytringsfriheden er under drastisk indskrænkning i landet. Det sker gennem angreb på journalister og dissidenter, trusler mod det uafhængige retsvæsen, bogcensur og anvendelsen af elektroniske filtre mod hjemmesider der kritiserer regeringen.

2009 – Præsident Zine El-Abidine Ben Ali har været ved magten siden 1987. Præsidenten blev i 2004 valgt for en 4. femårsperiode med næsten 100 % af stemmerne. Det ventes at han stiller op til en ny periode for 2009-14 ved det kommende præsidentvalg i oktober 2009.

Mickey4700

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *