Polen

Polen, officielt Republikken Polen er et land i Centraleuropa og grænser til Tyskland mod vest, Tjekkiet og Slovakiet mod syd,  Ukraine og Hviderusland mod øst, og Østersøen mod nord,  Litauen og Rusland (i form af Kaliningrad-enklaven) mod øst. Polen deler søgrænser med Danmark og Sverige. Med et areal på 312 679 km² er Polen verdens 69. største land og det 9. største i Europa. Polens befolkning udgør 38,5 millioner indbyggere og gør det til det 33. mest befolkede land i verden.

TIDSLINJEN:

1918 – 11. November. Polen vandt sin selvstændighed tilbage efter 1. verdenskrig.

1926 – General Pilsudski gennemførte et militærkup og gjorde landet til en diktaturstat.

1939 – 1. September. Under 2. verdenskrig blev Polen besat af Stortyskland, der blev hjulpet af sovjetiske tropper den 17. september som følge af Ribbentrop-Molotov pagten (Underskrevet af Tyskland og Sovjetunionen den 23. august).

1940 – Juni. Kazimierz Piechowski, der er født i 1919 i byen Rajkowy i Polen, blev efter Polens sammenbrud taget til fange af tyskerne og kom med en af de første fangetransporter til KZ-lejren Auschwitz. Her gennemlevede han et helvede på jord, der mere end tres år efter stadig plager ham. Men nøjagtig to år efter ankomsten til Auschwitz gennemførte han sammen med tre andre en af de mest spektakulære fangeflugter i lejrens historie, da de iført fuld SS-uniform og bevæbnet til tænderne kørte ud af hovedporten i en SS-bil. Efter flugten kæmpede han i den polske modstandsbevægelse, og det kostede ham en dom på ti års fængsel hos de nye kommunistiske magthavere i Polen. Han uddannede sig som ingeniør og arbejdede på skibsværftet i Gdansk, før han endelig som 70-årig fik opfyldt en livslang drøm om at se verden. Piechowski, og hans kone Iga er i en høj alder blevet globetrottere.

1941 – Det polske territorium var besat af Sovjetunionen og Tyskland frem til 1941, da Tyskland angreb Sovjetunionen, og tyskerne erobrede hele det polske territorium fra Sovjet. Hitlers regime slog ekstra hårdt til mod den polske civilbefolkning. Tyskerne myrdede over seks millioner polske statsborgere, hvoraf over halvdelen var jøder. Hertil kom materielle ødelæggelser: blandt andet Warszawa blev jævnet med jorden. Mange af de tyske udryddelses- og arbejdslejre, som nazismens ofre blev transporteret til, blev opført på polsk jord under den tyske okkupation. Sovjet undertrykte ligeledes den polske befolkning, hvorpå massemordet på polske officerer i Katyn-massakren er et eksempel. Sovjet sendte hundredetusindvis af polakker til arbejdslejre fx i Sibirien og Kasakhstan.

1945 – 27. januar. Koncentrationslejren Auschwitz i det besatte Polen bliver befriet af sovjetiske tropper. Over en million mennesker er dræbt i lejren siden 1942.

1955 – 14. Maj. Warszawapagten blev undertegnet i Warszawa af Albanien, Bulgarien, Polen, Rumænien, Sovjetunionen, DDR, Tjekkoslovakiet og Ungarn. Den formelle baggrund for oprettelse af Warszawapagten var det tættere militære samarbejde mellem USA og Vesteuropa, der fandt sted med Forbundsrepublikken Tysklands optagelse i NATO den 9. maj 1955. En anden årsag var den østrigske statsaftale af 15.maj 1954, hvorefter grundlaget for at beholde sovjetiske tropper i Ungarn og Rumænien faldt bort. Pagten blev officielt opløst ved et møde i Prag den 1. juli 1991.

1989 – Efter flere år med politiske kampe afskaffede Polen det kommunistiske styre, og landet blev uformelt kendt som “Den tredje polske republik“.

Eftervirkningen af Anden Verdenskrig er tydelig! Den polske regering vil måske kræve helt op til 20 milliarder dollars i erstatning af Tyskland for kunstskatte, der blev ødelagt under Anden Verdenskrig. Konflikten mellem Polen og Tyskland om erstatning for kunstskattene har stået på siden 1991. Sagen kompliceres af, at Tyskland også kræver kulturhistoriske værdifulde genstande tilbage fra Polen – bl.a. originalmanus af Bach og Mozart, som blev gemt i Polen for ikke at blive ødelagt under de allieredes bombetogter. (Alt Om Historie 11/2007)

Mickey4700

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *